Tid: 11-16
Sted: Psyk.info i Vejle, Staldgårdsgade 10.

Deltagere: Herluf Dalhof, Werner Leervad, Susanne Bach Damgaard og Ulla Asmussen. Vi manglede besked fra Jan Andersen

1) Ordstyrer:
Susanne Bach Damgaard

2) Referent:
Ulla Asmussen

3) Dagsorden
godkendt

4) Referat fra sidste møde blev godkendt.

5) Samtale om retningslinjer for LAP´s arbejdsgrupper:
Egentlig skulle Jan have stået for dette punkt, hvorfor vi ikke blev endelig færdige, men Herluf orienterede om det væsentlige.

6) Lidt om sig selv, og hvad man gerne vil arbejde med/ arbejder med:
Susanne: Susanne havde endnu ikke noget specifikt, som hun ønskede at arbejde med.
Werner: Ønskede at sætte fokus på ”den skjulte tvang”. Havde også negative oplevelser med, at han var blevet nægtet dannelsesforløb grundet, at han havde været åben omkring, at han havde haft det psykisk dårligt.
Herluf: Havde været med i Tvanggruppen i lang tid. Var og ønsker fortsat at arbejde med elektrochok. Herluf arbejder bl.a. med at lave en artikel om emnet. Ellers har Herluf bl.a. været meget involveret i, at vi nu står med ”det nyredigerede psykiatriske testamente”. Derudover havde Herluf selv mange dårlige oplevelser med systemet i kraft af, at han jo har været privatpraktiserende læge, og ofte har set, hvad systemet gjorde ved patienterne. Endvidere har Herluf også været pårørende, og også der oplevet magtesløsheden, når systemet griber til tvang. Ønsker derudover også at arbejde med, at der bliver lavet en egentlig brugerundersøgelse af, hvordan patienterne oplever tvang.
Ulla: Havde oplevet det urimelige i at få en behandlingsdom udelukkende, fordi hun havde sat sig til modværge mod personalet under indlæggelse. Ulla havde aldrig før været dømt for noget. Derfor ønsker Ulla også, at der sættes fokus på dette område, hvor der har været en stigning i antallet af patienter, der får en dom for under indlæggelse ”vold og trusler mod tjenestemand i funktion”. Ulla oplever dog, at hun i dag får en god behandling af systemet, men at dommen er urimelig, og at det er ret tilfældigt om man får en ordentlig behandling, når man får en dom. Og så er det også vigtigt at være opmærksom på, at det kommer til at stå i folks straffeattest, hvilket kan have indflydelse på job mm..

7a) Psykiatrisk testamente
er færdigredigeret, men der mangler penge til, at dette kan blive trykt.
Der var et udtalt ønske om, at dette ellers kunne have været færdig til Sindets dag den 10.10.2008.

Stor frustration fra samtlige deltagere over, at LL ikke prioriterer anderledes. Og spørgsmål til om, fx sommerlejren, buskampagnen eller ”de nye lokaler” på Store Glasvej har kostet for mange penge.

Ulla har som medlem af LL, lovet at tage denne kritik med tilbage, og forespørge, hvornår vi kan forvente, at der er penge til trykning af ”det psykiatriske testamente”.
Endvidere var alle enige om, at såfremt vi skulle komme ordentlig ud med ”det psykiatriske testamente”, så ville det være en god idé, at vi fandt sammen med andre interesseorganisationer, da målet på sigt jo må være, at ”det psykiatriske testamente” bliver gjort til lov.

7b) Undersøgelse om tvang:

Det modtagne materiale – ”Mindre tvang – mere kvalitet” blev drøftet. Materialet omhandler forskellige afdelinger, som havde forsøgt at sætte fokus på tvang, og hovedparten af Tvanggruppen mente, at det var ekstrem dårligt. Eksempelvis var noget af det første man læste under afsnit P2 fra Middelfart grotesk, hvor man startede med at fastslå, at ”nul-tolerance” var det man arbejdede ud fra.
Punktet tages op igen næste gang. Til næste gang, skal alle i gruppen også komme med punkter/idéer til, hvordan vi kunne lave vores egen undersøgelse om tvang, men med perspektivet set fra brugernes side.

7c) FN´s handicapkonvention:

Punktet blev ikke færdigbehandlet, men vi tager dette op næste gang.

8) Valg af tovholder:
Da, Jan ikke var der, og vi håber, at han fortsat vil være tovholder, blev dette punkt udsat til næste gang..

9) Næste møde:
Der blev drøftet, hvor ofte vi skulle mødes. Der var ikke enighed om, hvor ofte, men det næste møde blev fastlagt til den 8.10.2008. Dette er efterfølgende udsat til den 6.11.2008 i Vejle, Staldgårdsgade 10 i Psyk. Infos lokaler. Stedet blev valgt ud fra, at der er kortere for alle dertil end at komme helt til Odense.

10) Herluf orienterede kort om en person, som var i klemme p.g.a. en behandlingsdom.

Da, vi var sikre på, at én fra LL havde taget sig af det, blev dette punkt mere behandlet som et orienteringspunkt. Men, det var rart, at vi var blevet orienteret.

Herluf lovede at lave en adresseliste med telefonnumre og e-mail-adresse for medlemmerne af Tvanggruppen.