Jeg er kommet i Milepælen de sidste 6 år. Her har jeg haft et socialt fællesskab med ligestillede, som også døjer med psykiske lidelser og/eller med sociale problemer.

Jeg er gennem de 6 år kommet i Milepælen 1-2 gange om ugen. Jeg har nydt at kunne købe et sundt måltid mad, som jeg har kunnet spise sammen med andre. Desuden har jeg gjort brug af at være i en strikkeklub, og sommetider har jeg deltaget i udflugter. Vi er ofte mange mennesker samlet og pladsen er lidt trang, men der er altid plads til en til.

Selv når jeg har været indlagt på psykiatrisk afdeling har jeg forsøgt at komme i Milepælen, for det er der, jeg har fundet tryghed og nye venner. Når jeg har haft det allermest dårligt, har det været vigtigt at komme et sted, hvor mine tanker om mig selv og mine problemer er blevet afledt af samvær og aktivitet. Og fordi Milepælen ligger tæt ved, hvor jeg bor, har det været nemt for mig at komme, også når jeg har været angst og følt mig uden energi. Jeg tilhører en gruppe af sårbare psykisk syge. Det er svært for en som mig at råbe op og blive hørt. Jeg håber at jeg og andre bliver hørt nu.

Jeg kommer også i distriktspsykiatrisk center og jeg er tilfreds med den behandling, jeg får der. Men det kan ikke stå alene, for man har brug for at komme et sted, hvor der ikke er fokus på behandling og medicin. Man har brug for et fristed og et fællesskab. Milepælen er det bedste tilbud, jeg nogensinde har fået. Milepælen er min livline. Jeg synes, det er katastrofalt at Milepælen skal lukkes.

Når Milepælen lukker, er der ikke noget sted for mig at komme og få tryghed og afledning fra mine tanker og problemer.

Jeg håber inderligt, at man vil genoverveje denne uigennemtænkte beslutning.