I længere tid har jeg som bisidder været på den sag, hvor en patient var ved at blive slået ihjel af en anden patient på Bispe- bjerg Psykiatriske Hospital, lukket afdeling 53. Da sagen har været grundigt omtalt i aviserne, må jeg godt skrive om det. Omer, som jeg hjælper på LAP´s vegne, hav- de fødselsdag, hvor en medpatient væltede hans fødselsdagsflag om eftermiddagen. Ingen reaktioner fra personalets side.

Kl. 22.30 samme aften, ville patienten, den senere overfaldsmand, som er to meter høj og i god form, have Omer til at bryde døren op, så de kunne komme ud i ”friheden”. Det ville Omer ikke, hvorefter der opstod tumult der medførte, at overfaldsmanden med per- sonalets magt, blev ført ind på sit værelse. Personalet så til ham en gang eller to, men ellers låste de sig inde på ”Abegrotten”, som kontoret kaldes dér. Omkring kl. 03.00 smadrede overfaldsmanden en stol. Personalet hørte intet, eller i alle tilfælde foretog de sig ikke noget. Overfaldsmanden gik så ind på Omers værelse, hvor han begyndte at smadre stolebenene ned i Omers hoved, således at han fik åbent kraniebrud. Kun en heltemodig indgriben fra en medpatient, Kim, reddede Omer fra at dø.

På LAP´s samt alle psykiatribrugeres vegne, vil jeg gerne takke Kim for hans mod, her hvor personalet svigtede groft! Om det var for at opfinde en forklaring på deres svigt ved jeg ikke, men det tog over en 1/2 time før en ambulance ankom. Og da han var færdigbehandlet på hospitalet, tvang de Omer tilbage til afdeling 53 og han skulle endda være i den samme stue, hvor han var ved at blive slået ihjel.

Sagen kører stadigvæk - hvad skete der egentlig den nat?

Det gode, hvis der er noget godt i en sådan sag, var at Omers datters fornuftige krav om at kontakte LAP, via Ole fra Landsledelsen, fik fat i mig som bisidder. Ole skal have tak for sin indsats. Dette medførte at Omer straks blev overflyttet til en åben afdeling. Vi skulle nødigt havde mulighed for, at snakke med patienterne på afdeling 53, for at høre hvad de vidste.

Omers medicindosis blev også hurtigt sat ned med 50% og i dag er han udskrevet til eget hjem og får nu kun omkring 20% af den medicin, han fik da han var på den lukkede afdeling. Og dét selv om hans behandlings- dom løber til engang i 2015. Fint nok, hvis det ikke lige var for at Omer næsten skulle slås ihjel, inden der kom skred i hans behandling. Nævnte jeg at Omer ikke er dansker, ikke kan tale dansk og først efter LAP`s indgri- ben, blev der foranstaltet en tolk til hans samtaler med personalet? Han har ellers været på en lukket afdeling i flere år!

Jo, vi kan godt i LAP, når vi beskæftiger os med dét, vi er sat på jorden til at gøre; at sik- re gode vilkår for os, der er blevet påført en psykiske sygdom! Men nu kommer så det, jeg ikke forstår.

Et lille antal i LAP, anført af en ledende medarbejder, sender et brev til et ministerium (behøver jeg at nævne at brevet var sendt uden, at Landsledelsen vidste det!) I brevet fremtures der med, at al tvang skal forbydes under henvisning til FN’s menneskerettigheder - hvilket i øvrigt er noget vrøvl, idet FN anerkender enhver stats ret til at bruge magt.

Skulle man bruge noget gældende, må man henvise til den Danske Grundlov, hvori der står, at særlov ikke må indføres. Men spørger man hvad så hvis man i yderste nødstilfælde ikke må anvende magt, hvad skal man så gøre? Her ville denne fraktion af LAP svare ved kun at fremføre at LAP’s Landsmøde har vedtaget, at LAP er imod enhver form for magtudøvelse. Dette passer nu ikke, idet Landsmødet (den øverste myndighed) har vedtaget, at LAP går ind for den mindst skadelige behandling, den mindst mulige magt, osv. Og mindst mulig, betyder også en anerkendelse af, at det kan blive nødvendigt, at bruge f.eks. magt i en form for nødrets indgriben.

Magt, i Omers sag, kunne have bestået i, at man havde tilkaldt de to største plejere, og sat dem uden for overfaldsmandens dør, sådan at han ikke kunne komme ud og forsøge at slå andre ihjel! Og hvis han alligevel kunne komme ud, så skånsomt at bæltefiksere ham, således han ikke kunne skade andre.

Vi er nødt til i LAP at anerkende, at forholdene på de lukkede afdelinger bliver mere og mere rå, flere og flere af de ”svage” patienter, bliver udnyttet af de ”stærke” patienter, med trusler om vold m.m. Voldelige patienter skal stoppes, evt. ved politianmeldelse som LAP Landsmødet vedtog for et par år siden. Selvfølgelig efter modstand fra ovennævnte kreds.

Hvor mange skal slås ihjel på hospitaler, væresteder m.fl.?
Hvor mange skal voldtages på hospitaler, væresteder m.fl.?
Hvor mange? før de til sidst kommer til fornuft og indser, hvilken verden vi lever i, i dagens Danmark.