Uanset hvad, så bruges naturens små Legoklodser – Generne. Sådan kan man godt stille billedet op og alligevel ikke, for hvor Legoklodsen er ret stabil i form og funktion, så er generne det kun delvist. Forstået på den måde, at nok har de et medbragt Blue Print, men der kan være variabler i dette print. Så selv om printet er styrende for form på næsen, så er det mængden af variabler af variablerne, der styrer den endelige næseform.

Derfor er det så irriterende at mange i forskere og lignende kredse, snakker om genfejl, når det drejer sig om variabler. Når jeg her anfægter begrebet genfejl, har det med at gøre, at der ikke findes en endelig grundmodel (Matrix) for mennesket, men også gældende for alt levende.

Derfor kan man faktisk ikke bruge begrebet fejl. Fejl kan kun opstå i endegyldige prototyper.

Man ville sikkert nå langt længere ind i problematikkerne omkring, ikke mindst menneskers mentale og psykiske forskellighed, hvis man så på genetiske variabler i stedet for genfejl. Problemet med begrebet fejl er, at det indebærer begrebet korrektion, fjernelse eller rettelse af fejl.

Spændende nye forskningsvinkler Ind i mellem sker der spændende ting om- kring holdningerne til genernes betydning i de videnskabelige kredse. Man kunne ønske at personer uden for de videnskabelige kredse, ville være lige opsøgende når det gælder ny viden.

Nå, men lad os se lidt på nogle overraskende nye holdninger. Professor Thomas Werge har et hold af Ph D studerende, hvor en af dem har sat sig for at finde ind i genets natur, for at forstå dets måde at virke på (ret ambitiøst), men hun har registreret at vi som levende væsener ikke anvender mere end ca. 2% af genmassen – det har affødt det meget naturlige spørgsmål ”Hvad laver så resten”? Hvorfor mon de er der, alle de der passive gener? Nu er naturen jo kendt for at lave overskudsproduktion, så det er det. Personligt glæder jeg mig til svaret på spørgsmålene, men er spændt på om de når at komme i min tid.
Noget andet hun interesserer sig for, er at afkode genstrukturen for via denne at komme frem til netop en forståelse af naturen i genet, dette for at kunne bruge dette til en væsentlig mere nuanceret måde at bygge mediciner op på.

Og hvorfor så den forskning? Jo, målet er at forsøge at finde en metodik der eliminerer bivirkningerne.

I starten kalder jeg generne for Legoklodser, fordi naturen bruger dem til at bygge levende væsner med; de er så at sige tegningerne, der bruges til at forme, f.eks. mennesket. For store grupper af generne skal der udefra kommende påvirkninger til, for at aktivere deres indfældede egenskaber. For nylig har man registreret 108 forskellige gener, der på en eller anden samspillende måde, kan være fundament for de uhensigtsmæssige erkendelsesformer vi kalder skizofreni.

Men det spændende her er, at man nu anerkender at der skal udefra kommende katalyserende påvirkninger til, for at akti- vere gruppen af gener. Denne erkendelse bør faktisk få dybtgående betydning for revurdering af brugte behandlingsformer, i form af en mere varieret tilgang til problematikken. Med hovedvægten lagt på analyse af hvilke katalyserende faktorer, der har været de udløsende faktorer. I det hele taget kunne vi få meget mere ud af vore gener (de aktivitetsparate) hvis vi accepterede og forstod, at de aldrig er behæftede med fejl, men at de er lige så variable som de levende væsner, de former.

Jeg ved godt at det er lettere at forholde sig til ting og tilstande, når disse holder sig til vores skematik. Men skematik er kompro- misser mellem statistisk viden og mod til at tro på øjet.

En vigtig ting er at vi kommer bort fra angsten for generne og derved bliver aktive i at beskytte dem, man skal nemlig være uendelig varsom med at forsøge manipulere med dem, især fordi man ikke helt aner hvad man manipulerer.

Så ”Vores gener er vores, I må godt se på dem og prøve at forstå dem, men de er vores ejendom husk det.