Det er faktisk dybt beskæmmende, at bl.a. psykiatrien stadigt mener, at tvang kan være en del af metoderne i behandlingen af psykiske ubalancer. Det til trods for at der findes masser af international forskning, som omtaler og påviser, at tvang faktisk modvirker receptionen af en evt. behandling – faktisk gør det samme sig gældende i somatikken. Hjerneforskningen har nemlig påvist, at hjernen igangsætter afværgemekanismer over for påtvungne handlinger, og dermed også ting som medicin – der af hjernen opfattes som et uønsket fremmedlegeme, der skal bekæmpes. Om denne reaktion er årsag til, at så megen psykofarmaka ikke synes at give en ønsket virkning, skal jeg lade stå hen.

Derfor virker det totalt forkvaklet, ikke bare at påtvinge medicin, men direkte at have stående i uddannelsesmaterialet: ”At tvang kan være et befordrende og fornødent element i behandlingen”. Vel at mærke ikke som nødværgeindgreb over for livstruende tilstand – men som almen praksis.

Endnu mere uforståeligt virker det så, at der uden for hospitalerne forekommer samme tvangssystem. Et bestemt sted, hvor denne tvang har været udpræget, er i relation til sociale ydelser som f. ex. sygedagpenge, hvor medicinering synes at have været eneste paradigme, der anvendtes. Forstået på den måde, at hvis borgeren ikke ønskede at lade sig medicinere, så opfattedes borgeren ikke af jobcentre og andre, som behandlingsorienteret. Selv om borgeren måske pegede på andre mulige veje ud af problematikken, såsom psykolog eller lignende terapeutiske tiltag.

Her har vi to problematikker. Den ene er tvangen i relation til livsgrundlag/ økonomi. Den anden er den diagnostiske overtolkning af livskriser, som især biomedicinerne er talsmænd for.

Det er, som om vi i samfundet kun ønsker en snæver normalitet; om nogen så kan sige, hvad det er? Steen Hegler sagde meget fint for ca. 50 år siden: ”Lykken er at være normal – problemet er, at ingen ved, hvad det er”. Den tolkning holder stadig – en anden tolkning er: ”det normale er det, de fleste vedtager at være mindst bange for lige her og nu”.

Samtidigt med at vi såvel indenfor psykiatrien som udenfor indsnævrer rummeligheden, snakker vi rummeligt arbejdsmarked. Hvorfor kun der? Et rummeligt samfund var nok billigere i drift. For mig at se er flere paradigmeskift fornødne – men de for LAP vigtigste er nok:

At udskifte begrebet tvang som behandlingsparadigme, med menneskelig tid og rummelighed.

At gøre oprør mod genetikernes og biomedicinernes forsøg på at sygeliggøre den menneskelige variabel.