Mine oplevelser med tvangsovergreb går helt tilbage til starten af min karriere i psykiatrien for 26 år siden. Jeg blev indlagt på Bispebjerg Hospital på en svært lukket afdeling. Der blev jeg medicineret så meget, at min familie og venner knapt nok kunne genkende mig. Jeg blev forrygende psykotisk på den afdeling, og jeg blev derfor dopet med psykofarmaka.
Ved senere indlæggelser på Sct. Hans oplevede jeg mange tvangsovergreb dels på mig selv, men så sandelig også mine medpatienter. Det kunne være tvangstilbageholdelse eller tvangsmedicinering og bæltefiksering. En oplevelse på Sct. Hans var, at jeg en morgen på en åben afdeling så en ældre mand komme få minutter for sent til at få morgenmad. Han spurgte, om han kunne få en kop kaffe. Det var ikke muligt, var beskeden. Jeg blev så oprørt, at jeg tog en lille plastik skraldespand og kylede den ned ad gangen, efter at have mælet omkring kaffen. Så væltede personalet ud af kontoret og fikserede mig, og jeg blev overført til den mest lukkede afdeling. Her mødte jeg stærkt kriminelle, og personalet var oftest store og stærke mænd. Der var ingen nåde, såfremt der skete det mindste i forhold til normen, og hurtigt kunne jeg blive tvangsfikseret og spændt fast, blot fordi jeg gik i brechen for mine medpatienter. Men det værste var dog, at jeg måtte blive indendørs i længere tid. En gang fik jeg bank af personalet så blodet havde spredt sig på mit tøj og ansigt, dette overgreb klagede min mor over til overlægen, og han sagde, at dette ikke ville forekomme en anden gang.
På Nordvang oplevede jeg 3 ugers bæltefiksering, som afstedkom ved at jeg sad og spiste min aftensmad lidt senere end de andre. En ung rengøringsassistent sagde, at jeg skulle se at aflevere mit bestik og tallerken, for hun havde travlt. Jeg løftede stemmen og skældte ud - dette medførte, at hun brød i gråd. Da personalet på kontoret hørte hendes jammer udbrud, styrtede de ud og fik mig lagt grundigt ned på gulvet, og derefter blev jeg bæltefikseret. Det endte med 3 ugers bæltefiksering. Der var vagter ved siden af sengen, ofte lægestuderende, og man kunne derfor få tiden til at gå med en god samtale.
På Søndersøparken i Viborg har jeg oplevet adskillige tvangsovergreb, som kunne være undgået ved blot at få øje på, hvad sagen egentlig drejede sig om. Der opstod misforståelser, fordi personalet jo opholdt sig på kontoret. Så væltede alle ud, og alarmen gik og endnu flere medarbejdere kom til stede. Det kunne være bagateller.
Tvangsovergreb af den ene eller anden art er altid en traumatisk oplevelse. Tænk jeg oplevede, at unge mænd på ca. 20 år kunne være indespærret på afdelinger i op til mere end et år uden at få så meget som én udgang til frisk luft. Der foregår jo stadigvæk tvangstilbageholdelser, tvangsmedicinering og tvangsbæltefiksering. Selve psykiatriloven kan ligeledes forekomme som et langt tvangsovergreb.
Flere midler til psykiatrien, bl.a. ved at få psykiatrien på finansloven fra 2013, vil give mulighed for at nedbringe antallet af tvangsovergreb drastisk. Alle tiltag til nedbringelse af tvangsovergreb, vil betyde kortere indlæggelse, og de øgede midler vil hurtigt være givet godt ud og være en fortjeneste for både samfund og for den enkelte psykiatribruger. Faldende tvangsforanstaltninger vil yderligere dæmme op for endnu flere, og måske vil de roligere forhold og afdelinger betyde, at flere læger bliver animeret til at specialuddanne sig til psykiatere. Yderligere pengetilførsel vil også kunne nedbringe antallet af opholdsdage på psykiatriske afsnit, således at flere kan få etableret sig med uddannelse eller arbejde efter et kort ophold, som tidligere kunne tælles i måneder.
Et syn på, at en psykisk lidelse/sygdom kan blive kureret over en kortere eller længere periode, betyder, at vi kunne blive almindelige samfundsborgere med samme rettigheder som resten af befolkningen, hvilket langt fra er gældende i dag.
God vind, naturli´gevinst.
