I mange journaler er patienter diagnosticeret med diagnoser som paranoid skizofreni, svære psykoser, og mærkelige forpinte tilstande - UDEN noget af det påståede er begrundet med relevante undersøgelser eller samtaler. Patienten tillægges ofte uden videre en tankegang, et ordforråd, og en attitude m.v., som var det skrevet af efter en bog, og ofte UDEN at den pågældende læge, som skriver journalen, har set eller talt med patienten, og UDEN patienten er spurgt om oplysninger, som evt. er givet af andre. For mit eget vedkommende oplyste en pårørende, at jeg var senil dement og dehydreret og derudover ensom og underernæret, angiveligt på grund af forfølgelsesvanvid.

Dagen efter min tvangsindlæggelse i sommeren 2007, (som i øvrigt foregik uden lovpligtige papirer herfor), blev jeg testet for senil demens, dehydrering samt spiseforstyrrelser. Der blev IKKE fundet nogen af disse lidelser, hvilket blev ført til journalen. Derimod var jeg diagnosticeret med paranoid skizofreni, samt persekutoriske vrangforestillinger m.v. Når jeg spurgte om, hvad dette var, og hvad denne sygdom indebar for mig, blev jeg affærdiget med, at det kunne være ligegyldigt, og det havde jeg jo ikke forstand på, da jeg jo ikke var læge. Der blev IKKE ført til journalen, at den pårørende havde givet en del forkerte oplysninger, og at der IKKE har været kontakt til den pårørende livet igennem.

Da jeg var blevet udskrevet, skulle jeg henvende mig hos lokalpsykiatrien, og da jeg spurgte om, hvad persekutoriske vrangforestillinger var, erklærede distriktssygeplejersken, at det vidste hun virkelig ikke.

Psykiatrien stiller en diagnose, men kan ikke forklare, hvad den går ud på. – Det kan jo næsten kun betyde, at der er tale om standardbeskrivelser til f.eks. mennesker, som er tvangsindlagte, og hvor der er nødt til at være voldsomme diagnoser for en tilbageholdelse.

På et tidspunkt, under tvangsindlæggelsen, glemte jeg at tage min mobiltelefon op af lommen på et par hvide slacks, som jeg havde fået lov til at vaske i afdelingens vaskemaskine. Jeg benyttede så telefonboksen på hospitalsgangen. Uagtet at jeg ikke havde andre telefonmuligheder, har lægerne skrevet i journalen, at jeg findes meget paranoid i afsnittet, idet jeg troede, at plejepersonalet aflyttede min telefonsvarer, når jeg talte i telefonboksen på hospitalsgangen. Jeg sagde til plejepersonalet, at dette jo ikke kunne lade sig gøre, for jeg havde jo ikke telefonen mere. De havde selv set, at den var vasket sammen med et par slacks, og de havde selv spurgt om, jeg havde en forsikring og selv foreslået, at vi prøvede at sende telefonen til forsikringsselskabet.

Jeg fik brevpapir og en kuvert på kontoret, og vi sendte brevet med telefonen på en ledsaget udgang. Jo, det kunne de godt se, og de ville tage det op med lægerne, og da jeg spurgte senere, sagde de, at de havde været ”i gang med lægerne” - men lægerne ville ikke ”give sig”.
Det er heller ikke ført til journalen, at der er opponeret imod denne fremstilling, og at plejepersonalet har påtalt fejlen overfor lægerne.

Tiden var meget lang, og en dag stod jeg ved vinduet, og kiggede på skulpturerne i parken, og prøvede at forestille mig, hvad de lignede, og da personalet kom for at sige, at der var frokost, fortalte jeg, at jeg havde stået og forestillet mig, hvad de forskellige skulpturer lignede og at en af skulpturerne lignede en kvinde i burka. Det var en høj sortmalet træpæl med indhug malet med hvidt. Det skrev personalet om i kardex, hvorefter lægerne skrev i journalen, at jeg havde set en burka klædt kvinde spadsere i parken, uagtet at der ingen var.

Der var en udluftningskanal, som havde en konstant susende lyd, den gik i gang om morgenen og slukkede præcis klokken 23 om aftenen. Det varede noget, inden det gik op for mig, at det var en udluftningskanal, og da jeg spurgte, hvad det var for en susen, troede de, at jeg mente, at der var noget elektricitet som summede ...

Det er ekstremt uhyggeligt at opdage, at ens ord mister deres indhold og bliver et symptom. Jeg kan stadig erindre den isnende fornemmelse, da jeg forstod, at jeg måtte regne med, at alt, hvad jeg sagde, blev draget i tvivl og blev tolket på baggrund af diagnoser, som - for mit vedkommende - var skrevet af fra 1964. Og at jeg var diagnosticeret med paranoid skizofreni, INDEN jeg kom til hospitalet, og det var den diagnose, lægerne medicinerede efter og arbejdede ud fra, og at mistolkningen ville fortsætte og fortsætte, gang på gang, igen og igen i stadig nye situationer, og versioner.