Jeg blev syg i december 1987, da jeg blev ramt af den første psykose af i alt fire. Men allerede i januar 1985 blev kimen lagt til min sygdom. På det tidspunkt havde jeg en drøm, som jeg omtalte overfor min psykoterapeut. Den drejede sig om den første Star Wars film af George Lucas og den heri meget dominerende skikkelse Darth Vader. Ham, drømte jeg, var min far. Den, der har set Star Wars filmene, vil kunne huske, at Darth Vader er en jediridder, der optræder i en sort rustning og maske. Han har valgt den mørke side af tilværelsen, hvorved han er kommet i besiddelse af den sorte del af kraften, mens den unge mand Luke Skywalker sammen med prinsesse Leia symboliserer den gode del af tilværelsen. De bekæmper Darth Vader og den onde kejser, der hersker over en stor rumstation i en fjern galaxe. Darth Vader er en uhyggelig person, især når han taler, fordi det runger hult i hans rustning. Man ved derfor ikke rigtigt, om rustningen er tom, eller om den indeholder et spøgelse. I en senere film kommer filmseriens højdepunkt, da Darth Vader siger til Luke efter en kamp: ”Jeg er din far!”. Senere ofrer han sig dog for sin søn og viser hermed en sjælden gang menneskelighed.

Den del af historien havde jeg ikke med i min drøm, da det er fra sidste afsnit, som ikke var udkommet i januar 1985. Men hvordan kunne det være, at jeg opfattede min far som Darth Vader? I virkeligheden var forskellen mellem min far og denne sorte rustning jo åbenbar. Han var jo Ikke klædt i en sort rustning, og mest afgørende, han var ikke ond, men et dejligt menneske. Alligevel tonede Darth Vader altid op på nethinden, når jeg tænkte på min far, fordi jeg syntes, at det også rungede hult, når min far talte. Det var som om, at der ikke var noget menneske inde bag hans ”rustning”. Min far var en skal, et hylster uden kød, blod og hjerte. Først langt senere er jeg blevet klar over, at denne fortælling om Darth Vader i dag er en del af den psykoterapeutiske og psykiatriske værktøjskasse, og at tvangstanken er et skridt på vejen mod psykosen – en borderline lidelse.

I årene før udbruddet af min første psykose havde jeg det meget dårligt på min arbejdsplads og i mit ægteskab. I november 1984 tog jeg på kursus sammen med mine kolleger. Som undervisere var der to psykologer, og formålet med kurset var, at vi skulle tale om samarbejdsproblemer os i mellem. For mig resulterede kurset i et psykisk sammenbrud, da jeg fandt ud af, at det ikke var mine kolleger, der var noget i vejen med men mig selv. Min kone havde jeg spekuleret at blive skilt fra – dog uden at kunne foretage det endelige brud. Mange gange spurgte jeg min far til råds, men han snakkede mig bare efter munden. Mente at det var fornuftigt, når jeg sagde, at jeg ville skilles, og det samme to dage senere, når jeg sagde, at jeg ikke ville skilles. At der her i livet er beslutninger, man selv må tage og også tage ansvaret for, var en by i Rusland for mig. Trods omkring de fyrre år var jeg svag, ubeslutsom og umoden. Fejlagtigt opfattede jeg min far som en person, man ikke kunne stole på, da det som sagt rungede, når han talte. Og fordi min far, som hans generation af mænd, forsøgte at skjule sine følelser, anså jeg ham for både kold og ufølsom. Helt manglende forståelsen for denne sammenhæng, var det nemlig mig, der var blevet kold og ufølsom. Mest slemt blev det engang, hvor vi sad ved siden af hinanden på en sofa. Efter en hård og uretfærdig kritik fra min side rykkede han tættere på mig med triste øjne og et sørgmodigt og usikkert smil og sagde: ”Jamen Henrik – vi kan da stadig lide hinanden, ikke sandt?”. Jeg stivnede og rykkede fra ham uden at sige et ord.

Mine tvangstanker om min far varede fra januar 1985 til januar 1999, da min far døde. Ifølge empower-ment-tankegangen er man kommet sig, når man har fået kontrol over sig selv og sit liv, men hvordan kontrollerer man tankerne? Det er ikke så let – især ikke når det er tvangstanker det drejer sig om. Efter min fars død har jeg naturligvis haft en frygtelig dårlig samvittighed over, at jeg forpestede de sidste 15 år af hans liv. Den vil forfølge mig til min egen dødsdag. I dag elsker jeg min far for det gode og retskafne menneske han var, selvom det er lidt sent. Men det trøster mig alligevel lidt. Mit forhold til Darth Vader er derimod mere ambivalent. På den ene side drages jeg af fortællingen om ham. Men på den anden side frygter jeg den lidt, fordi den førte mig til det dæmoniske univers, jeg levede i for over 25 år siden, da jeg var psykotisk.

Hvad har jeg så lært af mit livsforløb, som det er beskrevet ovenfor? For det første at man aldrig skal gå i psykoterapi. Det kan muligvis føre til gode resultater også, men det er alt for farligt. Jeg har også mødt andre sindslidende, der har samme opfattelse. Det groteske er imidlertid, at en af de få ting, min terapeut fortalte mig, var at mine ugentlige timer med ham kunne føre til helt andre konsekvenser, end jeg havde forestillet mig. Og det havde han sandelig ret i, for jeg havde naturligvis ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg kunne blive sindssyg. Det burde han klart have fortalt mig og grebet ind i tide, da det gik den forkerte vej. Den anden ting, jeg har lært, er at man ikke må dæmonisere andre mennesker. For i mit tilfælde var det ikke kun min far, jeg dæmoniserede. Det gik også ud over andre i min omgangskreds. Alle mennesker indeholder noget godt – ja selv Hitler var kærlig overfor sin hund. Og så vil jeg slutte af med en udtalelse, som min far kom med engang kort tid efter, at jeg var blevet udskrevet for sidste gang. Mens jeg grædende af raseri råbte og skreg min fortvivlelse ud over at være psykisk syg, sagde han meget bestemt og fast: ”Vi har alle vort kors at bære”!