I forbindelse med møder i dialogfora på Psykiatrisk Center i Nordsjælland, har jeg bragt dette indlæg i spil.

At være patient/bruger der aktivt indgår i organisatorisk samarbejde med behandlingssystemet og samtidig har behov for at være i behandling. Hvad er det, som gør det svært?

Man har en indsigt og magt, som de andre patienter/brugere ikke har. Det kan være svært at abstrahere fra, hvordan et tilbud er planlagt til at fungere, til hvordan det i situationen fungerer.

Personalet har mødt patienterne/ brugerne i situationer, hvor den ”syge side” af patienten ikke er i fokus, men derimod dennes resurser, og det er personalet ikke vant til. Personalet kan have svært ved at fokusere på den resurse-svage side.

Patienterne/brugernes viden og indsigt kan i nogle tilfælde gøre personalet usikre. Personalet opfatter én som erfaren og med en viden; det er bare ikke altid tilfældet. Ét er at have en viden, noget andet er at føre den ud i praksis i sit eget liv.

Det kan være svært som patient at vise den svage side i situationer, hvor man står overfor personale, som man kender, og som kender én i de situationer, hvor man viser sine stærke sider. En patient/bruger i behandling og samtidig i organisatorisk samarbejde med behandlingssystemet har kontakt til andre behandlere og vil undertiden søge råd hos disse. Rådgivning kan ikke sidestilles med terapi, og det er ikke altid, rådgivningen giver den ”rigtige” forklaring på, hvorfor terapeuten sagde eller gjorde noget i situationen.

Det kan være svært at modtage en behandling, hvis man ved, der findes mere målrettede og bedre tilbud, som blot ikke forefindes i den givne situation eller det givne sted.

Behandling/terapi virker anderledes, hvis man har indsigt, end hvis behandleren står alene med indsigten. Hvordan udnytter behandleren positivt den viden, som patienten har? Klage-adgangen kan være nemmere, og det kan afskrække noget personale.

Visitationsprocessen kan være præget af, at man møder folk, man kender, eller som kender én og derfor ikke forstår tingenes egentlige tilstand. Dette kan være både positivt og negativt. Man kan som patient blive fanget i at blive inddraget i kampen mellem to niveauer i den behandlende organisation og inddraget i en strid eller i kampen for nogle bevillinger, som så tager tid og kræfter fra den egentlige behandling.

Det kan være svært altid at skille organisationsarbejde og egen behandling, især ved personsammenfald.

Der kan opstå uheldige situationer, hvor behandlerne ikke forstår at være tilstrækkeligt neutrale i forhold til andre fra ens forening/organisation/samarbejdsrelationer. Hvor behandlerne ikke i tilstrækkelig grad skiller tingene ad, eller hvor patienten blot er angst, for at der skal ske sammenblanding.

Jeg vil meget gerne vide, om andre LAP-medlemmer har tilsvarende oplevelser i forbindelse med det organisatoriske arbejde i LAP og samspil med psykiatrien eller socialpsykiatrien.

Send gerne jeres meldinger til steen@ lap.dk eller pr. post via sekretariatet.