Mange psykiatribrugere lider af dårligt selvværd; enten p.g.a. deres sygdom eller også fordi man uundgåeligt ender nederst på den sociale rangstige, når man bliver ramt af en psykiatrisk diagnose. Derfor er det heller ikke nemt at sige fra, selvom man står i en situation, hvor man føler, at ens personlige grænser bliver overtrådt.

Som bisidder er det en stor nødvendighed at være i stand til at sige fra; både for ens egen skyld og for klientens. Man kan ikke være noget for andre, hvis man ikke selv er stærk. Derfor blev der lørdag d. 27/10 afholdt miniseminar for bisidderkorpset under kyndig ledelse af Susan Skogstad, hvor der blev sat fokus på, hvor vores personlige grænser går (og hvor forskellige de i øvrigt kan være), samt hvordan man lærer at sige fra, når disse bliver overtrådt - og at det er helt i orden at sige ”nej”, også uden forklaring.

Det i sig selv er grænseoverskridende, for det er uvant. Man er altid utryg ved nye ting, psykiatribrugere måske mere end andre, så Susan gav os nogle øvelser og nogle redskaber, som vi altid kan ty til derhjemme, hvis det skulle blive nødvendigt - for at ruste os ordentligt til vores virke som bisiddere. Én ting er at have hjertet på rette sted og pæren i orden, men hvis man ikke også besidder en vis styrke og udstråler selvtillid, kan det være svært at få respekt fra diverse instanser (har vi ikke alle oplevet det?) samt at vinde klientens tillid - noget meget centralt for bisiddergerningen.

Kort fortalt fik Susan med nogle enkle metoder vist os, at det slet ikke er så svært, som det måske kan lyde, at finde sin indre styrke frem og sige ”nej”, når man ikke kan overskue en situation, og at det er helt i orden. Og det er vist noget, vi alle kan bruge engang imellem! En stor tak til Susan for at bruge tid og kræfter på dette miniseminar! Jeg håber, at alle deltagere fremover kan få stor nytte af redskaberne i deres virke som bisiddere!”