Inden for LAP skal vi til at have ulønnede bisiddere. En bisidder er en som støtter en person i en sag, fx. hvis man skal til lægen, eller man skal have et møde med en sagsbehandler på et kommunekontor. Personen er IKKE en rådgiver, som mange tror, IKKE en som kører sagen for én, en slags advokat, der taler sagen for én. En bisidder, taler med én om sagen inden mødet, kommer med gode forslag til én, vender og drejer sagen sammen med én. Man skal selv fremføre sagen på mødet, selv komme med de gode ting, man har talt om inden. Personen sidder blot bi ved mødet, altså holder sig i baggrunden. Personen, der ønsker en bisidder, skal bruge ham som en slags mur, der så at sige bliver “spillet” bold op ad. Det forudsætter, at man kan spille bold. Så det kræver noget at en selv, når man ønsker en bisidder.

Det er noget af det, vi har lært på 2 bisidder kurser inden for LAP her i efteråret. Planen er altså, at man officielt kan henvende sig til LAP og bede om en, der kan stå en bi. På kurserne lærte vi om, hvad vi kan komme ud for. Vi vil især komme ud for at folk misforstår ordet (som beskrevet oven for), samt at vi har tavshedspligt, med hensyn til de personlige beretninger, folk fortæller os.

Af andre råd kan nævnes, at man skal udstråle at man er en autoritet, med rank holdning, fast og klart tonefald, pæn og nobel påklædning (klæder skaber jo folk), samt at man for Guds skyld ikke må komme med trusler eller råbe over for den offentlige person, man er oppe hos, som man jo netop gerne vil have noget af (f.eks. afdragsordning eller indskud til lejlighed). Vi prøvede de forskellige roller af i øvelser på kurserne.

Bisidder jobbet forudsætter, at man ved en del i forvejen om samfundet, samt hvordan man skal gebærde sig som menneske. Det er begrænset, hvad man kan lære på 4 dage i alt. Karl Bach fra LAP var en af dem der styrede kurserne, det skulle dog ikke afholde folk fra at ville belære ham om, hvordan man gennemfører en brainstorm (vi var ikke i gang med evalueringen, skal det siges). Han sagde i et markant tonefald “Jeg har prøvet det her mange gange før, I behøver ikke at belære mig om mit arbejde”.

En spurgte på mødet, hvordan LAP vil vælge folk fra og til? Der er vel en form for eksamen. Svaret var, at der er nedsat en styregruppe, der vil komme med en løsning på det problem. Så det varer lidt inden der er officielle LAP bisiddere. Man kan netop ikke have gud og hver mand til at udføre det job. Så hold øje med LAP’s hjemmeside en gang i fremtiden.