Mandag den 27. oktober samledes godt 30 LAP medlemmer og nogle repræsentanter fra psykiatriforeningerne i Mødecenter Odense.

Anledningen var, at Tina Minkowitz var på besøg – hun skulle deltage i den store høring på Christiansborg (se referat af den høring andetsteds i bladet) – og så ville vi gerne, at vore medlemmer fik lejlighed til at høre hende fortælle om den nyligt vedtagne FN konvention ang. lige muligheder for handicappede.

Mange af deltagerne vidste ikke noget om konventionen på forhånd, og flere udtrykte stor glæde over, at det første skridt på vejen mod udryddelse af forskelsbehandling pga. sygdom nu er nået.

Workshoppen blev simultantolket, så alle kunne følge med, også selvom en FN konvention er tungt stof – men Tina gjorde sit til at fremhæve det væsentlige i konventionen. Undervejs i forløbet havde deltagerne mulighed for i små grupper at arbejde med spørgsmålene: Hvad sætter vi i stedet, hvis vi slipper for tvang i psykiatrien? Hvilke argumenter skal vi slå på, for at få vore politikere til at fjerne tvangen?

Det gav anledning til en rigtig god debat, og alle deltagerne var ved dagens slutning meget glade for forløbet. Mange af deltagerne tog herefter direkte til København for også at deltage i høringen.