Engang var der mennesker, der mente, at verden var øde og tom. I hvert tilfælde for nogle mennesker - de psykisk syge - dem, der ikke lige passede ind. Men så begyndte nogle at fortælle om, at der faktisk fandtes guld overalt - at livet var en spændende skattejagt - at der var noget til alle, og at der rundt omkring i verden ligger guld med lige netop dit navn på. Eller rettere sagt: Guldet ligger ikke ude i verden, men inde i dig selv. Det det drejer sig om, er at du bare lægger mærke til det. Og man fortalte, at når man havde samlet tilstrækkelig meget guld, fik man en præmie, og præmien var fred i sindet...

Selv fandt jeg for nylig en guldklump, der stod Carsten på, og denne klump var en klippefast beslutning, en viljeshandling, om at NU skulle mit selvhad stoppe. Og at nu VILLE jeg elske mig selv. Tidligere havde jeg gået i kreds omkring denne guldklump, men var blevet narret af den drage, der lå ovenpå, der hvæsede til mig, at det jeg havde gjort (for hundrede år siden og en madpakke) var SÅ forfærdeligt, at det var utilgiveligt, og at jeg fortjente mine lidelser, ja at jeg ikke fortjente andet. Men denne dag tog jeg beslutningen - dybt inde i mig selv fødtes det - NU havde den drage ærlig talt forpestet mit liv længe nok.

"HOLD MUND! STOP!" sagde jeg. Idet dragen langsomt faldt sammen, hvislede den selvfølgelig sit: "Jamen, alligevel...så hør dog på mig...". Men nej! Drager er generelt dumme, men stærke. Det kan bare ikke betale sig at lytte til dem. Nu har jeg min krukke med guld - og prinsessen har jeg også allerede - så jo, verden ER fuld af guld.

Se, det var et rigtigt eventyr, og det er ganske vist!