Udeboende Sindslidende under 25 år, der modtager kontanthjælp, får max udbetalt 4.451 kr. om måneden.

Charlotte er kun 24 år gammel. Alligevel har hun inden for de sidste 2 år mistet flere personer fra sin nærmeste omgangskreds. Blandt andet hendes far, der døde af kræft efter kort tids sygdom.

Han blev 59 år gammel.

Charlotte kørte galt på motorcykel i samme periode. I dag er hun hårdt presset af kontanthjælpsloven, der blev vedtaget ved finanslovforliget år 2002. De eneste partier, der stemte imod var Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti.

”Hvis jeg bliver sat yderligere ned i kontanthjælp, bliver jeg tvunget til at gå ud og tage et arbejde. Det vil jeg ikke kunne holde til. Jeg skal koncentrere mig om at blive rask.” Siger Charlotte, der er i behandling i OPUS, på Vesterbro i København.

”Med tiden vil jeg gerne tilbage til et studieliv men,
i øjeblikket er mit ugeskema fyldt med ting, som helst skal gøre mig stærkere psykisk. Skulle jeg passe et fuldtidsarbejde ved siden af, ville jeg blive mere syg – og i værste fald indlagt.

Havregrød og kålsuppe

Jeg har været indlagt i 4 måneder. Det koster 3.000 kr. per døgn.
Hvis jeg bliver tvunget tilbage på hospitalet, bliver det meget svært at komme ud igen, jeg er bange for at blive ”hospitaliseret”. Det bliver sværere at komme sig anden gang, da jeg endnu engang skal starte fra Adam og Eva. Hvis jeg blev sat på en ydelse, der svarede til, hvad en enlig mor fik, kunne jeg slippe for at spise kålsuppe, havregrød samt bekymringen om fx at købe en frakke til vinter.

Jeg holdt op med at ryge for et år siden. Hvis jeg røg cigaretter, havde jeg kun få kroner til at købe mad for. Jeg kender mange der hellere vil sulte, end at miste deres smøger.”

Den daglige transport fra boligen til OPUS, klarer Charlotte på cykel. Hun kan ikke køre i bus på grund af, at der er for mange mennesker. ”Så sparer jeg udgifterne til offentlig transport. Men hvis min cykel punkterer, bliver jeg nødt til at vente med at få den lappet til næste måned, og i stedet må jeg gå igennem det halve af byen når jeg skal til kunstmaling.

Jeg maler fire gange om ugen, og har malerier udstillet på værestedet Ottilia, på Gammel Køge Landevej 22, i Valby, indtil januar næste år.

Syg kunst kan ligestilles med rask kunst. Så jeg vil fortsætte med at male. Det er vigtigt at komme ud, og være sammen med ikke syge, og se et andet spejlbillede, da folk ikke kan se på mig, at jeg er syg. Jeg reflekterer jo også over raske menneskers tanker og handlinger.

Jeg vil gerne anbefale Ottilia. De slår et slag for den gode stemning. Folk er meget søde, og der er både raske og syge i en god blanding.”

Låst fast

Efter min far fik lungekræft og døde, begyndte jeg at blive svimmel, og få det dårligt. Min praktiserende læge skrev en recept på søsygetabletter. Det hjalp ikke. Så fik jeg et oxazepam lignende produkt, da lægen mente at jeg havde virus på balancenerven. Det hjalp heller ikke. Jeg var bange for at det var kræft, jeg havde fra min fars gener.

Da jeg sad i gruppearbejde på mit studie, fik jeg et angsttilfælde. Jeg sad fast i en stol, som om jeg blev fikseret af bælter på arme og ben. Jeg fik fat i min telefon, ringede til min bror. Jeg sagde til ham, at det nok lød mærkeligt, men jeg kan ikke komme ud ad min stol, så du er nødt til at komme og hente mig.
Han kom et kvarter efter, og hjalp mig hjem. Jeg græd hele tiden. Min bror sagde til mig, at nu var professionel behandling nødvendigt.

Tilbage hos lægen, fik jeg et hæfte, hvorfra jeg kunne udvælge en psykolog. Ti samtaler kunne jeg få tilskud til, men der var et halvt års ventetid. Da jeg var på SU havde jeg heller ikke råd til psykolog, og jeg kunne heller ikke vente.

I stedet henviste min læge til Distrikt Psykiatrisk Center, hvor psykiateren sagde til mig, at jeg skulle indlægges, og det skulle være akut.
På hospitalet var jeg rigtig, rigtig syg. Jeg græd hele tiden, jeg kunne ikke huske ti minutter tilbage, jeg var bange, jeg kunne ikke finde ud af at tale med nogen, og jeg var slet ikke mig selv.”

I dag regner Charlotte med at starte på sit studie efter sommerferien næste år, på lærerseminariet.

Hun har færdiggjort en HF og er næsten færdig som multimediedesigner.

Gav man mig en månedlig ydelse svarende til 2 x døgnophold på hospital, kunne samfundet spare mange penge

”Hvis jeg blev presset ud i arbejde nu, ville jeg ikke have tid til at lave det som gør mig rask. Så ville jeg blive mere syg. Jeg skulle tilbage på hospitalet, hvorefter jeg skulle bruge mere tid på at komme ud igen. Når jeg endelig kommer ud, og får nedsat ydelse, efter seks måneder, ville jeg igen ryge tilbage på hospitalet, og det er en ond cirkel.”

Charlotte er et opdigtet navn af hensyn til hendes anonymitet, men navnet er redaktionen bekendt.