Fredag den 7.oktober 2005 afholdt Socialpsykiatrisk Center, Vestsjællands Amt konference i Odense Congress Center om ”relationens betydning for recovery” med PhD. Patricia Deegan, USA og Dr. Jes Gerlach, Psykiatrifonden.
Der var stor deltagelse, men primært af behandlere og andre professionelle med interesse i recovery – hvilket nok skyldes, at trods et tilbud til LAP’s medlemmer om at deltage for 800 kr.; så var det ikke alle, der havde enten økonomisk eller overskudsmæssig mulighed for at være med. Og det må siges at være forståeligt, men en skam, at der ikke var flere psykiatribrugere med; da mødet med Patricia Deegan, doktor i klinisk psykologi og brugerveteran er et absolut levende eksempel på, at recovery indenfor psykiatrien er en reel mulighed og ikke endnu en vrangforestilling i psykiatribrugernes hoveder!
Deegan påpegede, at en psykiatrisk diagnose bør ses som en rolle på lige fod med de andre roller, som alle mennesker har som f.x. barn, forældre, søskende, kollega, nabo o.s.v.. Hun udtrykte det på følgende måde: ”Hvis vi alle reducéres til diagnosen, hvem er så tilbage til at recover/komme sig? Vi er ikke uden fremtid – vi har alle et unikt potentiale som mennesker til at give, til at få og til at være en del af samfundet! ALLE ER MERE END EN DIAGNOSE!”
Derfor anser Deegan det også for utroligt vigtigt i forhold til recovery, at behandlingen kommer til være ”personel medicine” – d.v.s. at behandling ikke kun er medicin, men også vores forskellige rollers betydning, arbejde, motion, uddannelse og ”self-care”-strategier. Personlig kan jeg kun give hende ret – dog mener jeg, at begrebet ”arbejde” måske skal erstattes af begrebet ”at være til nytte”. For arbejde i ordets egentlige forstand kan for nogle være noget af en bjergtinde at nå, hvorimod dét at være til nytte kan være mere jordnært!
I forhold til begrebet ”self-care”-strategier mente Deegan, at det ikke er psykiatribrugerne, som er problemet, men derimod de forskellige beslutningstagere i vort samfund. Hun begrundede dette med, at det ikke nødvendigvis hjælper psykiatribrugerne at stå op på et bestemt tidspunkt, få redt seng og børstet tænder, hvis brugeren ikke kan se et formål/mening med det. Nej, derimod skal man hjælpe/støtte psykiatribrugeren med at finde lidenskaber/interesser og dermed håb for fremtiden. Psykiatribrugere har ofte selv en stor viden om, hvad der lige netop hjælper dem og hvad der ikke hjælper dem…..og den viden skal bruges, når recovery er målet:
”I’m not the problem, I’m part of the solutions!!!”
Derfor påpegede hun endvidere, at man skal se på brugeren som en lære – ikke en lære i.f.t. diagnose, men en lære i.f.t. den enkeltes håndtering: ”Recovery er at sætte den ene fod foran den anden – behandlingen er at følges med brugeren på rejsen mod recovery.”
Efter frokosten var det så Jes Gerlach’s tur til at tale om, at fysisk aktivitet, søvn og uddannelse udvikler bevidstheden og dermed muligheden for recovery…..og her var der gået noget galt i kommunikationen mellem planlæggerne for den ellers perfekte dag og så Jes Gerlach! Gerlach brugte den meste af tiden på at gå ned i fysiologiens detaljer for annoncerede emne og heri var publikum vist ikke interesserede. Ihverttilfælde forsvandt en meget stor skare af deltagerne under Gerlach’s indlæg og de mange af de tilbageværende begyndte at småsnakke, hvorfor jeg noterede: ”er det tiden (fredag eftermiddag) eller indlægget, som får folk til at gå før tiden?” – for det var noget af en modsætning til den store lydhørhed, som der var under Deegan’s indlæg! Min personlige holdning er, at deltagerne ikke var kommet for at få viden om årsag (hvorfor), men at få viden om hvordan man så kan hjælpe/støtte psykiatribrugerne i.f.t. recovery…..og så kan jeg kun konkludere, at Gerlach’s indlæg faldt ved siden af!
Men alt i alt var det en meget interessant dag, som burde have været på landsdækkende fjernsyn som en modpol til det billede, det almene samfund har af psykiatribrugere!!!