- Hvad sker der, hvis brugerne selv kan disponere over en bankkonti i stedet for at regeringens penge går direkte til behandlingstilbuddene? spørger Patricia Deagan, psykolog og tidl. psykiatribruger, der for nyligt gæstede Danmark i anledning af en konference om recovery arrangeret af projektet Recovery-orientering.

- Hvis vi brugte vores købekraft til at støtte de tilbud, der virker, kan vi være med til at påvirke hvilke tilbud, der udbydes. Det er faktisk en idé, der bliver afprøvet i Florida.

Der er 200 psykiatribrugere, der virkelig er forbrugere nu. I stedet for at regeringens penge fl yder direkte til tilbuddene, så fl yder pengene ind på en fysisk konto, som psykiatribrugere kan disponere over. Det spændende er, at folk ikke siger, de ingen tilbud vil have. Men de siger måske: ”Jeg vil have den og den psykiater!” Og 50 kilometer herfra er der en anden behandler, jeg kan lide. Så de vælger ud fra den enkelte behandlers kvaliteter. Psykiatribrugerne fravælger også de pakkeløsninger, der fi ndes. I mange amerikanske tilbud skabes der en slags pseudovirkelighed, hvor der tilbydes medicin, behandling, socialisering og beskæftigelse, alt sammen under et tag.

Patricia Deagan mener, at mange af de specialtilbud, den amerikanske psykiatri tilbyder, er med til at udstøde folk fra normalsamfundet. Fordi man tilbyder et tilbud isoleret fra det almindelige samfund. En udstødelse grundet handicap er lige så slem som udstødelse grundet racediskrimination. Patricia Deagan mener nærmest, folk bliver spærret inde i en kokon.

Men i forsøget splitter folk kokonnen ad: - De siger: ”Nej, jeg vil ikke dreje lerkrukker her på dagcentret, jeg vil tage et lignende kursus på universitetet.” Folk vælger det tilbud, der er bedst for dem. Men i stedet for at gå til en klinisk diætist i psykiatrien, går de måske i den lokale slankeklub, f.eks. vægtkonsulenterne.

- Ellers er det også meget praktiske ting, folk gør med deres penge, fortæller Patricia Deagan videre. - Hvis du har et handicap i USA, lever du under fattigdomsgrænsen. Det betyder, du ikke har samme muligheder som andre mennesker. Hvis motoren i din bil har været itu de sidste 3 år, kan du bruge regeringens penge til at få din bil repararet. For har du en bil, kan du rejse, ”date”, besøge venner eller gå på arbejde.

- Er det også accepteret, at jeg vælger at bruge penge på makeup og pænt tøj? Eller en ferie, hvis det gør mig glad?

- Ja, tænk engang! Og nogle af regeringens folk rev sig selv i håret af fortvivlelse: ”Uha, hvad skal vi dog gøre, hvis de ønsker at købe et fjernsyn.” Men så sagde vi: ”Måske vil de også gerne have en dvd! Hvorfor er det et problem?”

Folk ønsker sig det samme af livet som andre mennesker. Og underholdning eller det at have et kørekort kan være kraftfulde markører i éns recovery proces. At komme sig handler også om at have en plads i lokalsamfundet. - Så valgmuligheder er vigtigt i en recovery process? - Det er at kunne vælge er essentielt. Fordi valg er vigtigt i selvbstemmelse og det at føle sig fri. Det er vigtigt, når man vil udleve sine drømme og yde noget igen. Vi har også noget at give. En af de ting, vi altid hadede ved ordet (for)bruger var, at det skaber billedet af en stor slugende mund (”consumer”=fortære på engelsk, red.)

- Når man taler om valgmuligheder, så er der jo mange psykiatribrugere, der tvinges til at tage medicin. Hvordan har du det med at vælge at bruge medicin eller fravælge det?

- For mig er det ikke et spørgsmål om moral og etik. Medicin i pilleform kan være gavnlig for nogen. Jeg kender mennesker for hvem medicin har været ekstremt vigtigt i deres recovery proces. Personligt har medicin aldrig været specielt virksomt omend der er tidspunkter, hvor jeg bruger medicin og andre tidspunkter, hvor jeg ikke gør det.

- Men jeg har også set, hvad der sker, når der bliver givet for mange typer forskellig medicin samtidigt eller for meget af den samme type medicin, hvor medicinen faktisk hindrer din recovery. Hvor du ikke kan stå op om morgenen, fordi du er for træt. Hvis du er udkørt, zombifi ceret som robot eller føler dig som en levende død, så kan det ikke kaldes ”recovery”. De professionelle prøver måske at fortælle dig, at det er recovery, men både du og jeg ved, det er usandt. Det er at leve som en grøntsag i en slags medicinfremkaldt coma.

- For mig er medicin også et spørgsmål om valg og selvbestemmelse. At være meget bevidst om, hvordan vi bruger medicin, hvis vi vælger at tage den i det hele taget. Medicinalindustrien er stærkt drevet af ønsket om profi t. Jeg fi nder det stærkt foruroligende, at medicinalindustrien tjener fl ere penge end du og jeg nogensinde kunne drømme om. Psykiatrien har et meget incestuøst forhold til medicinalindustrien. Det er meget vanskeligt at fi nde research om psykoformakologisk behandling, som er ikke direkte eller indirekte sponsoreret af medicinalindustrien. Det er stærkt problematisk og noget, vi skal være meget på vagt overfor.

- Men hvordan defi nerer man egentlig medicin? I den indianske kultur er medicin meget bredere defi neret. Jeg har lavet en undersøgelse af, hvordan brugere anvender psykiatrisk medicin i USA. En af de herrer, jeg talte med, sagde til mig: ”Pat, hvad er medicin egentlig? Det siges, at medicin ændrer din bio-kemi, men det gør chokolade, god sex, latter og solskin også.” Der fi ndes forskning, der beviser det. Ingen af os kan bare tage en pille og så blive vi ”recoveret” af medicinen. Det sker ikke. Recovery handler ikke om bio-kemi, det handler om at ændre vores liv. At tage piller giver mig ikke den bil, jeg gerne vil have. At sluge en pille giver dig ikke automatisk et bedre liv.

- I Danmark viser undersøgelser, at hvis du er uden for arbejdsmarkedet i 3 mdr. pga. sygdom, så vender 50% aldrig tilbage til arbejdsmarkedet igen. - Folk laver en kunstig skelnen mellem ”pille” medicin og det jeg kalder ”personlig” medicin. ”Personlig medicin” er de ting, der giver livet mening. De ting, der får os til at gøre ting, vi aldrig troede, vi kunne. Både min forskning og egne erfaringer viser, at det er, hvis du tør tage ansvar og prøve noget nyt, måske lidt vildt, at du fi nder din egen vej i livet.

Patricia Deagan finder det betænkeligt, at normalitets- begrebet er så snævert i Vesten. At det menneske, der betragtes som en profet i én kultur, kaldes psykisk syg i en anden. Det siges at chancerne for at komme sig i u-landene er meget større end her. Fordi der også er en plads dér i samfundet til én, selv om man har haft det psykisk svært.

- Ja, at man hører til og har en plads i samfundet. Jeg elsker historien om, at går en elefant amok og bliver vanvittig, så danner de andre elefanter en cirkel om den. Når elefanten nærmer sig en del af cirklen, udvider cirklen sig. Løber elefanten den anden vej, strækker cirklen sig også dér. Sådan fortsætter det til elefanten fi nder sig selv og går ud i cirklen igen. Det er en god analogi. Et sådant elefantsamfund ville mange af os hilse velkomment. Hvis der var et sted, hvor der er plads til raseriet, men også til at man kan få en plads i cirklen igen. At cirklen er elastisk nok til at opfange de svingninger, vi tager. Vi vesterlændige er tit ensomme mennesker. Vi har mistet meget af det, der bandt os sammen, følelsen af, at uden mig er gruppen ikke en gruppe. Følelsen af at være nødvendig mangler for så mange af os og derfor er frivilligt arbejde blandt psykiatribrugere så vigtigt, for der har man fundet et sted, hvor der er brug for én, hvor man er nødvendig og respekteret. Når jeg står ansigt til ansigt med en anden psykiatribruger, er det som om jeg ser en smuk genspejling af mig selv. Ikke et forvrænget billede, der vil besætte mig, men jeg ser noget smukt i den andens ansigt og derfor kan jeg se det hos mig selv.

Og det er helende.

Har du lyst, kan du købe vhs-bånd eller dvd med glimt fra foredraget og interview med Patricia Deegan. Båndet koster 225 inkl. porto, ekspedition. Kontakt: Lise Jul Pedersen, Mediehuset Århus, tlf. 8732 1188, e-mail: jp@mediehuset-aarhus.dk