Uformel samtale med SIND´s formand Knud Kristensen på Folkemødet.

De fleste psykiatribrugere har set Knud Kristensen i medierne, når han udtaler sig om psykiatrirelaterede emner, især de dagsaktuelle. Men de færreste kender vist personen bag SIND´s formand. Derfor havde Nils Andersen og jeg på Folkemødet sat Knud Kristensen stævne på en restaurant i Allinge, for at spørge ind til hans liv i og uden for SIND.

Vi fandt et nogenlunde roligt sted i restauranten, hvor vi kunne sidde og spise frokost, samtidig med at vi talte sammen – det gjorde stemningen behagelig og meget afslappet. Spørgsmålene kom fra både Nils og mig - og Knud Kristensen svarede beredvilligt.

”Knud, hvordan startede du med at få interesse for psykiatrien?” lægger Nils ud. Og svaret kommer prompte, for Knud har været nødt til at interessere sig for området, da hans ældste fik psykiske udfordringer i 1991. Overskuddet i familien kom først en hel del år senere – ”fordi systemets vej var lang og trang” - så først i 2004 begyndte han at arbejde aktivt i psykiatriorganisationen. Samme år udkom ´Håndbog for psykiatri-brugere´, som Knud skrev sammen med sin hustru Ellen Margrethe Basse. På det tidspunkt var han formand for ”DE9”, som er et pårørendeudvalg, og hvor formanden for SIND dengang, Finn Graa Jacobsen, havde brug for hans hjælp. Knud efterfulgte senere Graa som formand, hvilket medførte en hel del synlige og nye tiltag for foreningen SIND. ”Er du udelukkende formand for SIND?” spørger Nils. ”Nej, jeg har et lønnet job ved siden af mit frivillige arbejde. Jeg er jo fra Vendsyssel. Og et gammel ordsprog siger; ’Man skal være et dovent svin, hvis man ikke kan vride 40 timer ud af en weekend’.” Knud har altid haft interesser uden for sit faste job og arbejdet meget – det der er spændende og interessant, arbejder han vedholdende på og med stor entusiasme.

”Hvordan ser du faresignalerne på stress?” er det næste spørgsmål Nils stiller. Endnu har Knud ikke mærket noget til det, men svarer, at det at få tak for hjælpen er brændstof for ham. Jeg fortsætter: ”Du har for nylig hjulpet en god ven af mig – det er vi taknemmelige for”. - ”Jo da, jeg tager telefonen og lytter til folk og jeg vægter konkrete sager højt. Hvis jeg ikke kan hjælpe, henviser jeg andet steds – guider eksempelvis videre til Livslinien, SIND´s rådgivning eller lignende”. ”Det er da imponerende, at du kan have alle de aktiviteter, som du deler på Facebook. Jeg kender kun en person, der kan komme op på siden af dig her, og det er psykiatriordfører Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti. Det er tempi som de færreste kan efterleve.”

”Findes der en lobbyisme mellem politikere og organisationerne”? Knud tager kontakt til pressen og omvendt og ja, der er en form for lobbyisme - ”men vi køber os ikke til det, den konstruktive dialog til journalister er nødvendig”, svarer han.

Inger-Liss: ”Det er oftest dig, der kommer først på med nyt i psykiatrien – LAP skulle også gerne komme dertil en dag – så du er et forbillede for vores forening, vil jeg mene.” - ”Det var et spørgsmål!” retter Nils mig. – ”Ja, forstået - pressearbejde skal være til rådighed og det er vigtigt at bruge og prioritere medierne for at komme ud med budskaberne. Det saglige niveau skal bevares og jeg kritiserer på en saglig måde og vil ikke bidrage til at piske en stemning op – det har taget lang tid at komme dertil”, erkender Knud.

Til daglig arbejder Knud med kommunikation og ved derfor, at det er vigtigt at bruge korte konkrete sætninger for at undgå, at blive misforstået eller citeret forkert. At have respekt for journalisters arbejde - under ofte urimelige vilkår - er vigtigt at acceptere. Der ringes for eksempel til mig kl. 06 om morgenen fra enten TV, avis eller radio. Spørgsmålet lyder: Har du læst Jyllands-Posten? Du skal gerne have noget klar til kl.07. Jeg svarer, ”giv mig ti minutter til en kop kaffe og læsning af avisen - du får et interview - eller måske kan jeg ikke hjælpe dig. Det kommer alt an på hvad sagen drejer sig om og især hvilken vinkel det skal tage”.  Nils: ”I det sidste SIND-blad, læste jeg et af dine udtryk - ´der er en handicaprampe´ – der burde da også være en handicaprampe for psykisk syge!” – ”Ja, det er et begreb alle kan forstå, at det er nødvendigt for en kørestolsbruger for at komme frem og tilbage på job – og det turde også være klart at psykisk sårbare har brug for en sådan. Det er den enkle måde at forklare tingene på, og det tror jeg folk forstår. Når man kommunikerer med en person, er det vigtigt med tryghed – tænker man ikke noget godt om udspørgeren, så får ingen noget positivt ud af samtalen. Det skulle jeg måske ikke have sagt – men håber på forståelse for en lille fejl. Det er nemlig vigtigt om kommunikationen er skriftlig eller mundtlig – for eksempel på en konference – så kan det ofte på tekst i avisen se helt forkert ud” - hvilket skete da en journalist efterfølgende skrev om et af Knuds udsagn på konferencen.

ET LILLE STOP I TIDENS TRAVLHED

”Du har lige været indlagt på grund af en lungebetændelse, som du pådrog dig under er ferie i udlandet. Får dette dig ikke til at tænke på, at du måske kører i meget højt gear?” – ”Nu er lungebetændelse jo en smitsom bakterie, man får ind, og at jeg måtte indlægges skyldtes, at det var svært at finde den rette antibiotika til behandlingen.

Men det er klart, at man efter sådan en omgang er træt og skal have tid til at komme sig. Men nej, jeg tænker ikke at det er stressrelateret – eller har noget med min alder at gøre.” Og her bryder både Nils og jeg ind: ”Men hvor gammel er du egentlig Knud?”  Det svar må vi vente noget på – men Knud er da helt klar over, at man må tilpasse sig de ressourcer man har til rådighed, og det er logisk, at som alderen skrider frem, kan han ikke bare tage flyet fra Billund kl. 05.00 til Bruxelles og holde 5 møder der, for derefter at tage hjem med aftenflyet. Der er med tiden sket ændringer som løbende skal justeres – sådan at der nu fremover skal en overnatning i Bruxelles til og måske en efter, inden turen fra jobbet går hjemover.

ARBEJDE OG ALDER

”Hvad laver du egentlig i Bruxelles?” – ”Jeg er medejer af et informations- og kommunikationsfirma som arbejder for kommissionen/ EU – det er ikke politisk arbejde, men jeg tager mig alligevel tid til at kigge lidt over skulderen, hvis der er noget relevant om psykiatrien, jeg kan bruge. Selvfølgelig har jeg gavn at kunne mestre denne kommunikation, selvom det er anderledes end den jeg har med journalister og medier”, svarer Knud.

Det varer noget, inden vi bogstavelig talt får trukket svaret om Knuds alder ud – men Knud er født den 1. maj 1953 i Frederikshavn. Moderen var hjemmegående – for der var 3 andre børn i familien – og faderen var havnearbejder og mente bestemt at Knud var født på hans fridag – og at det ligesom var tilrettelagt sådan.

HVORDAN KOMMER VI VIDERE MED RETSPSYKIATRIEN?

Nils forsætter med at spørge ind til retspsykiatrien og dens vilkår i Danmark – hvad skal vi gøre? Også dette har Knud en mening om. – ”Der er mange retsforanstaltninger og efter min mening også for mange mennesker, der får domme til anbringelse på retspsykiatriske afdelinger. Der er sket en stigning af anmeldelser af vold og trusler mod ansatte i det offentlige, og det er vigtigt at nævne, at det ligger i den lettere ende og så bliver slået sammen til en bunke.

Det er ofte relativt små forseelser, der udløser disse domme. Vi tror – vi ved det selvfølgelig ikke – at det skyldes, at man har ændret anmeldelsespraksis, hvor man før var mere rummelige og tolerante. I dag har man en såkaldt nultolerance. Et signal om at her hos os (psykiatrisk afdeling) vil vi ikke tolerere trusler om vold. De trusler om vold er oftest et resultatet af, hvad der foregår, som hvis man f.eks. vil bæltefiksere en patient. Så tænker jeg, at det på det nærmeste må være umuligt ikke fysisk at prøve at sætte sig til modværge, uanset om bæltefikseringen kan være nødvendig for at redde patientens liv – Det føles alt andet lige som et overgreb.”

”Vi skal selvfølgelig ikke acceptere, at patienten begår forsætlig vold, men de mange eksempler på tomme trusler, bør kunne håndteres på en anden måde. Grundet færre og færre sengepladser - både på afdelinger og bosteder – er der flere og flere mennesker, der nu er overladt til sig selv og hvor der ikke er mulighed for at stoppe de syge, som hvis de havde været indlagt. Så må der jo også være flere, der kommer til at begå en kriminel handling. Det skal vi også i et vist omfang være klar til at håndtere. I et vist omfang producerer systemet selv de retspsykiatriske patienter. Det er en ond spiral.”

”Hvad gør vi så med folk, der har fået en foranstaltningsdom?” – ”Ja, vi skal blive mere differentieret i den måde vi vurderer på, hvor patienten hører hjemme. De omtalte tomme trusler burde ikke henhøre under anbringelse på retspsykiatriske afdelinger, men ville udmærket kunne behandles på en lukket psykiatrisk afdeling. Nogle få ansatte forstår denne forskel og ønsker ikke at indberette vedkommende, som har optrådt truende.” ”Politisk synes jeg, at der i lovgivningen omkring området her - i stedet for teksten, som står næstsidst i en lov : `denne lov gælder ikke for Færøerne og Grønland! ´ i den paragraf i stedet burde stå: ´Denne lov forbyder ikke offentligt ansatte at tænke sig om! ´” (Igen er det den lune Knud, som nærmest billedligt fortæller, så vi straks forstår budskabet) ”At få plads til rummeligheden er virkelig ønskværdigt, når vi taler om dette, og om hvad der kunne gøres for at nedbringe tvang.”

Ja, så sluttede vi alligevel af med at blive så meget klogere på psykiatrien, SIND´s formålsparagraffer, visioner og ønsker - samt på en mand som Knud Kristensen, der brænder for sit frivillige arbejde. Vi ønsker Knud rigtig god arbejdslyst med fortsættelsen af sit vigtige arbejde.