En meget personlig beretning

Nils Andersen og jeg blev inviteret til Folkemødet af LAP for at skrive og interviewe til LAP-Bladet. Og det var vi da rigtig glade for, så derfor futtede vi af sted i den lille røde Aygo et par dage efter, de øvrige LAP’er (i alt var vi 13 medlemmer af LAP) var ankommet til øen. Turen til Bornholm gik uden problemer – dog var der et lille irritationsmoment, da jeg skulle køre ombord på færgen. En lille ”færgemand” vinkede mig mere og længere frem til boven af færgen, og han viste tegn på, at jeg da slet ikke kunne finde ud af det. Men det er vi bilende kvinder vant til. Heldigvis kørte vi som de første ud, da vi nåede Rønne. Så kørte vi de ca. 30 km til Gudhjem – med lidt hjælp fra Nils’ GPS.

Vi ankom hen ad eftermiddagen til det lejede sommerhus, der skulle være vores domicil i fire dage. Her ventede Andrea og René, som vi skulle dele hus med. Om aftenen mødtes vi med de øvrige LAP’er for at lægge planer for vores videre færd de kommende dage.

I år havde vi fået et flot LAPtelt på det bedste strøg i Allinge, som i øvrigt i disse dage var befolket af titusindvis af mennesker. Det så ikke ud til at nogen havde frygtet, at der kom ekstremister til øen, bl.a. den hollandske Geert Wilders, og der var da heller intet at frygte, da politiet og ambulancetjenesten var mødt talstærkt op.

Wilders fik ikke den opmærksomhed, han vist havde håbet på og var i øvrigt blevet gemt af vejen, hvor vi andre ikke færdedes – jeg tror ikke han har lyst til at komme næste år.

Vi havde allesammen opgaver som var uddelt til de enkelte – dog havde Nils, Tom og jeg flest opgaver ude i marken på vores interviews- og fotosessions. Der var lagt op til flere debatter i LAP- teltet.

DEBATTER OG OPLÆG

”Hestekur i stedet for piller” var et oplæg af dyreadfærdsterapeuten Truels Vallø Bisgaard, som selv har været plaget af depressioner som ung. Eller som han udtalte – var ramt af psykiske udfordringer. En ny drejning – psykisk sårbare – psykisk syge osv. Ja, kært barn har mange navne. Konceptet med hesteterapi er amerikansk. Det var på Vallensbæk Ride Center han ”blev ramt af lynet” og fandt sin rette hylde – og denne terapi har han nu arbejdet med i 15 år. Biologisk adfærdsterapi er f.eks. historien om den psykisk syge dreng, der havde brækket skulderen og som af terapeuten blev præsenteret for en hest – mulen søgte hen på drengens dårlige skulder, og ifølge Truels Bisgaard, fik drengen en ahaoplevelse og fik efter flere behandlinger det psykisk markant bedre. ADHD kan ofte behandles med hesteterapi. Alternative behandlinger, som denne er dog mest udbredt i USA.

”Mal dig glad” var et tema som Hanne Skov stod for torsdag og fredag. Det blev desværre ikke den allerstørste succes af flere årsager, som Hanne selv udtrykte det efterfølgende. Et stort lærred var der dog malet en del på, og det var hængt op i teltet som pynt. Måske skyggede det lidt for de andre faner ”Død i psykiatrien”, Korskampagne m.m., som var blevet hængt op.

Jeg mener, det var en fejltagelse at fylde teltet med disse bannere, for det var jo ikke de kampagner, der skulle dominere her på Folkemødet – og det kunne måske skræmme folk fra at komme og høre de ellers udmærkede debatter. ”Peer to Peer” Debat i teltet om Peer to Peer-netværket med professor John Nielsen, Klavs Seerup, og vores egne Andrea, Nils og Erik Olsen i panelet. Jeg fulgte ikke hele debatten, da jeg havde andet at se til, men debatten var velbesøgt. Man kan læse mere om, hvad projektet går ud på inde på LAP´s hjemmeside www.lap.dk

”Systemramte forældre” hed et tema som Ghita stod for. Der var godt besøg i teltet ved den lejlighed. Mange forældre til børn og unge med psykiske lidelser oplever ofte både manglende forståelse og vilje fra skole, kommune og behandlersystem. Er det i orden, at forældre er fanget i fattigdom, da de selv skal passe deres psykisk syge unge og er uden mulighed for at deltage i eget liv? Oplæg ved Ghita Hansen, LAP og Heidi Pernille Thamestrup, landsformand, Landsforeningen Autisme. Et lille stunt havde LAP også med: Signe havde fundet på at agere psykiater i hvid kittel og staffage.

Rundt omkring gik hun mellem LAP-/SIND- og Psykiatriteltene og spurgte om der var nogen, som ville have hjælp med behandling, diagnose eller indlæggelse. Det var sort humor, som havde en god effekt. Jeg tror dog ikke, der var så mange, der bed på, Men sjovt var det da.

Nils Andersen og jeg interviewede SINDs formand Knud Kristensen, som vi havde sat stævne for at høre lidt om mennesket bag formanden. Dette portræt kan man læse andet sted i bladet.

Der blev også tid til at se lidt nærmere på øen, især da Nils og jeg en aften skulle hjem fra Folkemødet og måtte vandre de ca. 1,5 km for at komme til p-pladsen, som lå på en stenhård brakmark. Det gik helt galt, fordi vi gik til højre i stedet for venstre et sted og havnede ved Helleristningerne. Her fandt vi ud af, at det var helt forkert, da vi endelig mødte nogle flinke P-vagter. Men så fik vi da gået nogle ekstra kilometer og set de omtalte særlige sten – trætte var vi, da vi kom hjem og der skulle laves aftensmad til fire. Men lidt afslapning blev det til for mig inden sengetid ved 23-tiden for at være klar til næste dags opgaver i marken.

HJEMTUR – MED FORHINDRINGER

Det eneste der rigtigt gik galt, var da Nils og jeg skulle køre hjem om lørdagen. Vi havde lige forladt det sidste debatmøde i teltet i Allinge og var kørt til huset for at hente vore kufferter - og så af sted til færgen i Rønne. Færgen skulle nås, så jeg steppede på pedalen, men da vi nåede op til hovedvejen hørte vi begge en forfærdelig larm. Det var lydpotten, der var knækket og ved at falde af. Planerne måtte ændres; vi kørte ind til siden på cykelstien med advarselsblinket tændt og prøvede at lokalisere skaden. Den var god nok – yderste lydpotte hang i en tynd rusten tråd. Imens vi overvejede slagets videre gang, standsede ikke færre end to biler for at høre, om der var noget de kunne hjælpe med. Det var den bornholmske venlighed, vi fik at mærke, men desværre var der kun et at gøre, nemlig at ringe til Falck. Jeg var meget glad for at Nils var med, fordi han har evnen til at berolige og gå slavisk frem i sådanne situationer. Falck ankom efter 25 minutter, og den flinke redder lagde sig under bagenden af bilen og hev potten af. Så var hans forslag, at vi bare kørte hjem uden lyddæmper. Nåh, jeg havde ellers troet at vi skulle fragtes helt hjem på Falcks anhænger; men nej, vi måtte udholde den voldsomme larm hele vejen til færgen, igen fra Ystad over Øresundsbroen og hjem. Dog havde vi i mellemtiden misset vores færge, så der blev tid til en gang mad på en restaurant i Rønne, så vi var klædt lidt på til resten af turen. Der var meget langsom kørsel, masseforbrug af benzin, folk der kiggede efter os, men efter at have kørt Nils hjem landede jeg endelig helt udkørt kl.22.30 i Smørum. Det var en oplevelse, som ikke tåler gentagelse, men den lille røde Aygo på syv et halvt år, kunne jo ikke gøre for at lydpotten ikke kunne mere.

Det var slutningen på mine oplevelser af Folkemødet dette år – og det må tilføjes, at jeg efterfølgende måtte restituere i flere dage.