De tørre blades hvisken i vinden
varsler efterår og forrådnelse

Misundelsens hviskende stemmer
har samme lyd

Den første sne tavst dalende
varsler renhed og ro

De tavse smil
bærer samme løfte

En månenat
sang nattergalen for sidste gang

Kun stilheden kendte svaret
på dens spørgsmål

Solen vendte sig og gik mod høst

I mit hjerte blomster
en hvid rose
med duft af gemte smil