Muligheder frem for begrænsninger – ressourcer og mental følsomhedparanoid

De følsomme unge sind,
som alle fik stjålet modet.
For vore børn, de sov ind
med hjernemedicinen i blodet
- sig at det ikke er sandt!
Vi græder så mange tårer,
for livet, som pludselig forsvandt.
Hvornår bli’r det atter forår?
TIL ALLE DE YNGRE MENNESKER,
SOM DØDE I PSYKIATRIEN

Julie var et mentalt følsomt menneske med mange kreative evner og mange ressourcer. Hun var en elsket datter og en elsket store- og lillesøster, ud af en søskendeflok på 3. Hun var initiativrig, spontan og meget lattermild, når hun havde overskud og var i trygge rammer.

Julie var udadvendt og havde nemt ved at få venner, omsorgsfuld med et særligt øje for mindre ressourcestærke menneskers behov. Hun var meget retfærdighedssøgende og reagerede straks, når hun så nogen møde uret. Hun var glad for sang, musik og dans og spillede selv lidt guitar, hun var den i familien, der sammensatte musikprogrammet når der skulle danses til festerne.

Julie uddannede sig til pædagog. Det var et arbejde, hun var god til. Julie var parat til at erobre verden.

Julie led af og til under et lavt selvværd og kunne blive trist og bange. Hun kunne blive usikker, når hun følte sig misforstået og presset. Julie havde følt sig mobbet igennem sin skoletid og senere også i arbejdslivet. Da Julie første gang stiftede bekendtskab med psykiatrien i 2005, var det med baggrund i hendes tiltagende følelse af lavt selvværd, stress og angst. Julie var 31 år og havde på det tidspunkt arbejdet som pædagog i 3 år, senest i en vuggestue. Julie var en ganske almindelig og ressourcestærk pige, som ønskede hjælp til at tackle sin mentale følsomhed. Efter et kortvarigt gruppeforløb inden for ungdomspsykiatrien fik Julie stillet en diagnose: paranoid psykose. Julie sagde, at hun var generet af, at nogen talte ondt om hende, når hun var alene i sin lejlighed, der var meget lydt. Julie fik tilbudt samtaler hos en psykiater og begyndte med antipsykotisk medicin, samtidig med at hun fortsatte sit arbejde på nedsat tid. Hun var meget bekymret for at miste arbejdet, det stressede hende yderligere. Da Julie mistede arbejdet ½ år senere på grund af for mange sygedage, tabte hun fuldstændig modet. Hun blev deprimeret og fik ordineret mere psykofarmaka.

Medicinen havde aldrig nogen mærkbar effekt på Julies stemmer, men medicinen gav bivirkninger: kraftig vægtøgning, mundtørhed, ufrivillige bevægelser, ticks, søvnløshed, forhøjet blodtryk, manglende koncentrationsevne og udtalt træthed. Der var begyndende tegn på sukkersyge, og bivirkningerne tog til´, efterhånden som hun prøvede diverse præparater.

Julie nåede at prøve 7 forskellige slags antipsykotisk medicin og 3 forskellige slags antidepressiv medicin, inden hun døde. Det lignede et medicinsk eksperiment uden plan og metode. Det var svært som pårørende at være vidne til. Vores ressourcer blev ikke anvendt til gavn for Julie. Vi har ofte måttet høre på, at vi skulle passe på os selv – men hvem holder øje med psykiatrien?

På trods af mange medicinbivirkninger holdt Julie fast ved at ville tilbage til et arbejde hurtigst muligt. Hun ville være uafhængig af både familie og dagpengesystem, og ville have noget at stå op til hver dag. Julie savnede børnene og kollegerne. Hun følte sig vraget, stemplet i andres øjne og kunne ikke længere få øje på sine egne ressourcer. Hun følte sig kun behandlet for sine symptomer og kun mødt på sine begrænsninger. Lange ventetider og dårlig behandling både i psykiatrien, hos sagsbehandleren og på jobcentret. Det kan jeg bevidne, da jeg ofte var med som hendes bisidder.

Hun blev set på som en diagnose!

Julie følte sig ikke set og mødt som det hele, kærlige, værdifulde og ressourcestærke menneske, hun først og fremmest var.

Da Julie efter 52 uger mistede sygedagpengene og kom på kontanthjælp, tog hun initiativ til at klage til den sociale ankestyrelse, men fik desværre ikke medhold. På et rehabiliteringsophold på Sct. Hans malede Julie Manga-billede til rygeværelset og genopfriskede sin svømmeprøve for at komme til at ro i Roskilde Roklub. Det var 7 måneder før Julie døde. Julie havde uden for sit behandlingsforløb fået kendskab til ”Stemmehørernetværket”. Det er et mødested og fælles rum for mennesker, der er generet af at høre stemmer. Julie var aktiv i en gruppe og havde glæde af det de sidste 3 måneder af sit liv samtidig med, at hun var indlagt på hospital.

Efter at have ventet tålmodigt og arbejdet målrettet på at komme i gang igen med et eller andet arbejde fik Julie tilbudt en slags arbejdsprøvning på deltid i et revalideringscenter, men uden den nødvendige opfølgning. Bivirkningerne af medicinen tog til og var med til at begrænse udfoldelsesmulighederne, Julie følte sig meget træt og uden energi. Det medførte mange hospitalsindlæggelser primært med afprøvning af ny medicin og højere doser.

I forbindelse med sin sidste indlæggelse i august 2008 fik Julie ordineret det antipsykotiske præparat Serdolect. Det er en af de nyere slags medicin, som psykiaterne ordinerer, når alt andet ikke har virket. Serdolect har været fjernet fra markedet i en periode på 8 år på grund af, at det kan give uregelmæssig hjerterytme og død ved hjertestop. Det må ikke gives til mennesker med hjerte-/karsygdomme, men Julie fik det trods forhøjet blodtryk og forstørret hjerte. Julie fik det i stigende doser og den sidste måned max døgndosis på 24 mg uden den kontrol af hjerterytme, der kræves af Sundhedsstyrelsen.

Julie døde 34 år gammel af hjertestop og blev fundet i sin seng på Rigshospitalet morgenen efter, at et hjertekardiogram havde vist stærkt afvigende værdier. Trods denne viden havde lægerne undladt at overvåge hendes hjerte. Obduktionen viste, at Julies blod indeholdt forgiftningsniveau af Serdolect og et antidepressivt præparat, Cipralex.

Da jeg aftenen før besøgte Julie på hospitalet, talte hun som så ofte før om sine fremtidsdrømme om at uddanne sig til psykolog. Senere bagte hun pandekager til afdelingen. Psykiatrien tager livet af mennesker ved at ordinere alt for store doser medicin samtidig med, at der mangler sikker overvågning af medicinens farlige bivirkninger. Det skal standses omgående!

Psykiatriens ansvar er ikke til diskussion. Men hold selv øje med medicinens indlægsseddel om farlige bivirkninger og Lægemiddelmiddelstyrelsens retningslinjer for medicinering, og stil krav om forbedringer.

Der findes ikke ord, som kan beskrive sorgen over at have mistet Julie og savnet af hende, som det dejlige og mentalt følsomme menneske, hun var.

Julie har lært os at leve i nuet!