Igennem en længere årrække har jeg været bruger at et være- aktivitetssted for psykisk syge, og har her kunnet følge med i mine medmenneskers gøren og laden, og desværre for alt for mange af mine gode medmennesker en alt for tidlig bortgang. Jeg har en fornemmelse af, at den gennemsnitlige levealder for mennesker med psykisk sygdom er omkring de 50-55 år, og det er meget langt under gennemsnittet for den øvrige del af befolkningen. Mange faktorer virker sikkert ind, i form af at de enkelte i en årrække i deres livsforløb har levet hårdt og misbrugt deres dyrebare krop og liv, men andre ting spiller også ind.

I det danske, etablerede psykiatriske behandlingssystem bliver tusindvis af medborgere behandlet med psykofarmaka som kan give langtidsskader både på krop og nervesystem og dette gælder både på hospitaler og i distriktspsykiatriske centre, og desuden et tilbud om passiv opbevaring. En del patienter ”selvmedicinerer” med sidemisbrug oveni, hvilket selvfølgelig hjælper dem meget dårligt. Og passiviteten er efter min opfattelse det største faremoment. Vi mennesker er ganske enkelt ikke skabt til at eksistere uden udfordringer. Hvis vi i vores hverdag ikke stilles over for udfordringer, så vil vi ganske enkelt sygne hen og langsomt gå til grunde. I Fountain House København har man i mange år haft erfaringer med meningsfyldt beskæftigelse for psykisk syge, og et menneskesyn hvor der er fokus på overskud og muligheder, frem for sygdom, medicin, skavanker og forhindringer. Tankevirksomheden skal vendes på hovedet hos den enkelte, så vedkommende får øje på sine muligheder, frem for alle de forhindringer der ligger i vejen. Nogle år har der været meget fokus her i landet omkring recovery, nemlig effekten af udfordringer og rehabiliteringsmuligheden for de svageste.

De svageste i samfundet skal betragtes som en ressource for samfundet og ikke en byrde. Den enkelte skal tilbydes beskæftigelsesmæssige udfordringer, og i samråd med specialiserede jobkonsulenter have en meningsfyldt hverdag hvor den enkelte kan blomstre op i øget selvværd og en mere meningsfyldt tilværelse og som helt sikkert vil virke livsbekræftende og forlængende. Det er så i første omgang mindre vigtigt, om den enkelte tilbydes skånejob, fleksjob på deltid eller job på normale vilkår, men på sigt kan arbejdsgiveren godt påskønne den enkeltes indsats med en normal løn så man kan blive mere selvforsørgende. Den meningsfyldte beskæftigelse kan også finde sted i en af de mange humanitære organisationer i ulønnet, frivilligt arbejde. Det er udfordringen frem for passiviteten der er afgørende.