I dette debatindlæg vil jeg sætte fokus på psykiatribrugernes personlige støtte knyttet til boformen og de fysiske rammer for boformen.
Vores liv består af mange ting, som vi på forskellig vis skal have til at hænge sammen til en helhed. I LAP foretrækker vi begrebet psykiatribruger eller psykosociale handicap frem for sindslidende, fordi begreberne i højere grad peger på en midlertidig tilstand og ikke en permanent tilstand, hvor et målrettet recovery forløb kan bringe personen tilbage på banen som et fuldt og ligeværdigt menneske i samfundet.
I dag er de københavnske institutioner i større eller mindre grad præget af at være nogle store kolosser, både hvad angår fysiske rammer og personalegrupper, der er dårligt sammenkørte og uuddannede. Desværre må man ved gennemsyn af stederne konstatere, at simple vedligeholdelser er en mangelvare. Udendørsarealerne er ved at gro til i skidt og affald, mens indendørsarealerne måske nok er rengjorte, men meget præget af institution og manglende hygge og med megen støj.
Politikken har været at man lavede bosteder ud fra devisen om stordriftsfordele og uden skelen til den totale samfundsøkonomi. Der er tale om steder som i højere grad bærer præg af opbevaring end velfungerende bosteder med recovery politik. Misbrugerne eller folk med dobbelt diagnoser har i højere grad fundet vejen til disse, pænt hjulpet af sagsbehandlerne og det faktum, at alle jo skal have et sted og bo.
Bør der skelnes mellem psykiatribrugere med psykiske lidelser og folk med dobbelt diagnoser eller misbruger? JA! I hvert tilfælde ud fra en erkendelse af, at det kræver særlig indsigt i flere problematikker at kunne omgås og behandle folk med både misbrugsproblemer og psykiske problemer. At tingene så ofte følges ad og sjældent er sort / hvide er en anden ting. Og at misbrug ofte udvikles i forbindelse med psykosociale handicaps eller omvendt.
Boformerne burde være baseret på det mindst indgribende princip og i høj grad baseret på at bevare folk i deres egen bolig. Desværre sættes der ofte ind for sent i behandlingsforløbene, hvilket gør flytning til særlige bosteder til en nødvendig indsats. Bostederne bør være præget af tryghed, nærvær, samvær og oplevelser som i skøn forening med det omgivne samfund, der ofte er præget af utryghed, afstand, ensomhed, og tomrum, vil skabe funktionsdygtige mennesker.
Især på steder med personer der ikke er særlig udfarende, er det vigtigt at skabe oplevelser i form af festlige lejligheder, hvor der kommer nogen udefra på besøg. I det hele taget er det en god idé at inspirere til i højere grad at åbne op for venner og besøgende udefra. Det kniber det faktisk med i det danske normale samfund. Besøgende kan være med til, at vi interesserer os mere for at skabe ordentlige rammer for os selv. Og det er en måde at skabe nærvær på.
Med udgangspunkt i dette citat: ”Vilde fugle flyver, tamme længes”, kan mange af psykiatriens dilemmaer måske forklares. Forstået på den måde, at det at man bliver tæmmet, hvilket man gør i psykiatrien, er en måde at komme til at længes på.
Min oplevelse kunne godt være, at bostederne kunne være en form for ”redeplads”, hvor det med tiden er meningen, at ungen skal flyve fra reden. Opdragelse og læren om grænser er en del af tilværelsen, men det handler også om at kunne begå sig og vinde kampen. Kunne slås og slikke sine sår. Kunne smile og være glad, men absolut også at turde finde trøst. Bostederne skal kunne rumme det hele i forskellige faser hvor man også skal kunne sige farvel, men alligevel forsat være et sted man kan søge tilflugt, hvis det brænder på lige som i en familie. Mens nogle tager hvad de kan få og så flyver bort for aldrig mere at vende tilbage - sådan er vi mennesker så forskellige.
Og så er der dem der rent faktisk har brug for en varig plads for altid. De skal ikke blot opbevares, men også mærke, at de lever. Det er få piller som ikke blot dulmer, men rigtig brugt findes der faktisk medicin, som hjælper folk til at leve.
Hvis bostederne i fremtiden skal leve op til disse krav betyder det at:
Personalet i højere grad skal være mennesker, der kan rumme konflikter og skabe aktiviteter, besidde både sociale og pædagogiske evner, samtidig med at de har indsigt i de psykiske aspekter. Krav om samspil for den enkelte i forløb og fuld involvering i hele processen er en betingelse for et vellykket forløb. Lige som gensidig kemi er en absolut betingelse, hvorfor bostedernes princip om fasttilknyttede psykiatere burde høre fortiden til.
Personalet bør være bredt funderet, og rumme mange forskellige faggrupper, hvor det ikke kun er faget der tilgodeses, men også gensidigt samspil. Passende fælles uddannelse og oplæring i såvel at skabe inspirationsrige rammer og kunne virke som konfliktløser. I virkeligheden tror jeg på, at dette på sigt bedst tilgodeses ved et tæt samspil med beboerne. Således bør mindst en del af efteruddannelsen ske i samspil med beboerne og disse bør være med til at ansætte personale. Ligesom det bør være naturligt, at en del personale har brugerbaggrund.
Faktisk bør der henover tiden ske det for den enkelte, at en person med hvem der er en fornuftig kemi følger brugeren, for herigennem at skabe de trygge rammer, der skal til for at recoveryforløb lykkes til fulde. Andre personer kan så inddrages, når særlige behov for kompetencer kræver det. Det vil sjældent være psykiatere eller mennesker med hovedvægten på sygdomsbehandling, der kan varetage denne rolle, da det der skal lægges vægt på er opbygning af sunde resurser og kendskab til grænser.
Medicin er et hjælpeværktøj og ikke en hvile pude. Forskellige former for alternativ behandling burde være en selvfølge, idet ingen af de traditionelle former er holistisk orienteret. Det burde være en selvfølge at fokus på fornuftig kost og motion, samt gode aktiviteter og indsigt i egen krop og psyke, i højere grad er redskaber der finder anvendelse frem for medicin.
De fysiske rammer bør være fleksible og rumme muligheder for overflytning til mindre beskyttede rammer henover tiden. Steder der ikke er større end at alle kender alle og løfter i fællesskab, burde være en selvfølge, men stiller også krav om en vis portion gensidig kemi. Fremtidens bosted er således ikke et man blot flyttes ind i, men et man kan vælge blandt en passende stribe af tilbud.
Gode fysiske rammer er ikke nødvendigvis store rammer, men nogle der er tilpasset den enkeltes behov. Ligesom nogle foretrækker blot at have en etværelses og så søge ud i samfundet, mens andre foretrækker et stort hus til at udfolde sig i.
Rum skaber mennesker og mennesker skaber rum. Plads til at være i rummet må være en betingelse for at kunne rumme at være der i en stor del af ens tid. Små rammer kan være lettere at overskue og kræver ofte stor disciplin, mens større rammer ofte rummer mulighed for steder at gemme rodet.
Det at begrænse sig kan være en disciplin, der er nødvendig for at komme videre. Og små rammer kan lettere overskues. Vores behov er forskellige og kan tilgodeses på mange måder. Således bør boformerne også være fleksible. Forskellige i rammerne for hvad der stilles til rådighed for den enkelte, altså om det er en etværelses med fælles toilet og bad eller det er en toværelses med eget køkken, toilet og bad. Fællesrummene kan være mange eller få, men bør være præget af, at de er fælles og kan benyttes af alle, uden at nogen føler sig skubbet væk pga. adfærd af voldelig karakter, psykisk meget ubalancerede eller misbrugsproblematikker.
Nogen steder vil man med fordel kunne åbne fællesrummene for folk udefra, således at der skabes mere eller mindre åbne steder, hvor der er flere eller mange forskellige mennesker. Der bør være mulighed for på sigt for at bevare en kontakt til stedet, men også mulighed for at kunne flytte i egen bolig, så overgangen bliver gradvis.
Under alle omstændigheder er det vigtigt, at rammerne bærer præg af at være pæne, imødekommende, rene og indrettet både inspirerende og hyggeligt. Dette bliver de ikke nødvendigvis med dyrt interiør eller dyrt betalte arkitekter. Nogle gange får beboerne det bedste ejerskab til omgivelserne ved selv at være med til at skabe og vedligeholde dem. Andre gange er energien slet ikke tilstede og der må man sørge for omgivelser i mere eller mindre samspil med beboere og personale.
Vi som brugere pointerer, at fokus primært sættes på fleksibilitet i tilbudene og respekt for menneskets/brugerens forskellighed. Stordrift er økonomitænkning, men levner sjældent eller aldrig plads til medmenneskelige hensyn og kvaliteter.