Toværelses lejligheder tilbydes enlige førtidspensionister, højst 65 m2, ydes der boligydelse til. 3 – 4 værelses lejligheder, der kan rumme to mennesker ydes der boligydelse til, men kun op til 80 m2. Hvis lejligheden er større (gælder både for den enlige og parret) trækker de ekstra m2 ned i udbetalingen af boligydelse. Problemer med at flytte sammen, enligt tillæg ryger, intet privatliv og reel fattigdom - ingen mulighed for at trække sig tilbage – til sig selv, når man er i ubalance.

Mange har partnere, men har ikke råd til at flytte ind i en lejlighed, der er stor nok til, at den kan rumme et menneske i krise. Det er jo lige så belastende for den "raske", og to mennesker i krise må have et pusterum fra hinanden, eftersom to psykisk syge er meget sårbare og sjældent har arbejde eller råd til at dyrke fritidsinteresser. Dermed belaster man hinanden, fordi man er sammen hele døgnet. Det er selvfølgelig ikke så stort et problem, i de lange perioder, der kan være, hvor begge parter er raske. Men indholdet i en dag afhænger i høj grad også af økonomi. Livskvalitet kan være at have råd til at have kæledyr, gå i teatret, biografen, besøge og modtage besøg. Mulighed for at eje en bil, hvis man bor på landet. Mulighed for at kunne komme i skoven uden en masse transportproblemer. Men det koster alt sammen penge, når problemer så presser på udover de økonomiske, går de fleste af den slags ægteskab i stykker. Mit gjorde i hvert fald.

Mange troende ønsker Guds velsignelse i deres partnerskab eller ægteskab.

Det er helt urimeligt at diskriminere og tage ca. 5000 kroner om måneden, fordi to mennesker ønsker at leve sammen.

Det er svært at finde to små lejligheder i nærheden af hinanden. Men det gør stadig flere og flere psykiatribrugere. Det må da vist siges at være spild af penge for samfundet og det gør i hvert fald ikke boligmanglen mindre.

Min ex-mand og jeg bor dør om dør i hver sin toværelses lejlighed. Det er helt legalt, men det er det jo kun fordi vi begge betaler for os selv og begge lejligheder er fuldt installerede med alverdens elektronik og andre ting, der gør, at vi bruger dem begge lige meget. Min lejlighed er 44 m2, min ex-mands 60m2. Men det havde da været dejligt om vi havde kunnet beholde vores ægteskab, som vi indgik 6/6 2000. Vi er fuldstændig fastlåste, fordi vi begge er blevet førtidspensionister før pensionsreformen i 2003. Andre igen finder ud af, at de ved at klemme sig sammen i den enes lejlighed kan få lidt ekstra at leve for, hvis de udlejer den anden sort.

Herudover bliver vi så nærmest raskmeldt, når vi går på folkepension. Der skeles ikke til, at vi ikke har haft mulighed for at opspare pension, fordi vi begge var ret unge, da vi blev erklæret uarbejdsdygtige. Det er beskæmmende.

Hvem forhandler vores "løn"?

Hvorfor får vi ikke feriepenge som alle andre, der betaler skat af deres indkomst?