- Måske er passivitet ikke den rigtige hjælp, siger beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen på stor konference i Århus vedr. den nye landsdækkende beskæftigelsesindsats "Ny Chance for alle". Passive kontant- og starthjælpsmodtagere skal i højere grad kunne forsørge sig selv, de skal være mere aktive, og flere af dem skal i job eller ordinær uddannelse. - Jeg mener, man kan dyrke det for meget, at man skal være afklaret, før man kan få et arbejde. Det at blive helbredt fra et eller andet, kan udmærket fungere med det at få et arbejde.

At flytte sig

ClausI dag er det kun 12% af dem, der var på kontant- eller start-hjælp for 2 år siden, der er kommet videre i livet. Flere skal også i perioder have job. I dag har målgruppen kun været selvforsørgende 7 % af tiden. Målet er, at folk om 2 år skal være selvforsørgende 15% af tiden. ”Ny chance” er en fælles indsats mellem integrationsministeriet og beskæftigelsesministeriet, da 1/3 af dem i målgruppen er flygtninge/indvandrere. At være parkeret – langvarigt på kontant eller starthjælp, mener beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen er forkert.

Isolation

- Jeg har tit tænkt over den måde, som vi behandler flygtninge på, fortalte han i en paneldebat på en stort anlagt konference i Århus. - Flygtningene har oplevet forfærdelige ting i deres hjemland, og så bliver de sat i en toværelses lejlighed. Engang imellem kan de så komme ned til en psykiater og tale om deres problemer. Hvorimod de, der blev i hjemlandet, har måttet skaffe sig en hverdag, fordi børnene skulle forsørges.

- Vi har muligvis gjort mange af de mennesker en bjørnetjeneste, for når man kommer ud på en arbejdsplads, får man også mange andre ting at tænke på, andet end ens egne traumatiske oplevelser. Man behøver være ikke være helt stoffri, før man kan komme ud på arbejdsmarkedet igen. Nogle gange tror jeg, vi har underkendt arbejdets betydning. Al tilknytning til arbejdsmarkedet, kort eller lang, er guld værd for den enkelte. Mine 5 år som beskæftigelses-minister siger mig, at der findes en benhård regel, der siger: "Jo længere tid, du har været væk fra et arbejde, jo sværere bliver det at få et."

Langtidsparkering

De offentlige systemer har ikke altid været til hjælp for folk. Systemerne har haft folk parkeret på kontanthjælp - undertiden i årevis. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen mener, systemerne kan stå i vejen for den enkelte kontanthjælpsmodtager. - Var man over 30 år og på kontanthjælp, havde man kun krav på én aktivering resten af livet. Mange er gået rundt i 12 mdr., uden at der sker noget som helst. Men nu bliver alle deres sager taget op igen. Så skal der lægges en plan for, hvad man skal gøre. Måske er det virksomhedspraktik, måske er det noget uddannelse. Det kan være mange ting, men der må ske noget.

Håbløshed

Af og til kan man se kontanthjælpsmodtagere, der giver op. - Den manglende motivation kan godt komme af, at man føler sig svigtet, at alting er håbløst, siger Claus Hjort Frederiksen. – Man mister sit selvværd eller sin trang til at prøve at slå igennem. Det er sådan en ting, jeg vil prøve at gøre op med. Men der har selvfølgelig også været ting i vores systemer, der gør, at der ikke har været motivation for at sætte ting i gang. Politikerne har heller ikke presset på for, at der skal ske noget. Claus mener, problemstillingen er meget sammensat. Men det er klart, der også er noget hos den enkelte, der skal overvindes.

- Har man ikke været på en arbejdsplads før, kan man godt være bange for, hvad kollegaerne siger, når jeg ikke har nogen erfaring. Al den slags ting skal vi støtte op om. Jeg håber, virksomhederne vil gøre brug af mentorer, altså at man kan frikøbe nogle medarbejdere, der har en interesse i at støtte og hjælpe den enkelte ind.

I forhold til at få kommunerne til at gøre mere for målgruppen har midlerne været en kombination af pisk og gulerod. I ”Ny Chance” afsættes en bunke penge, men refusionsreglerne laves også om, således at kommunerne får 65% refusion på klienterne i de perioder, hvor klienterne er i aktivitet, men kun 35%, når kontanthjælpsmodtagerne bare får lov til at gå. Omvendt skal pisken også bruges overfor kontant og starthjælpsmodtagere, der i højere grad vil opleve at miste kontant- eller starthjælp, hvis man ikke vil tage imod et givent tilbud. - Samfundet har brug for alle, der kan arbejder. Det kan være lidt eller meget, og det har vi allesammen glæde af. Men samtidig betyder det da utrolig meget for den enkelte person, at man har en tilknytning til arbejdsmarkedet.

Spørgsmålet er, hvorvidet det er menneskene selv, der har opgivet håbet systemerne, der har opgivet håbet på deres vegne. Claus Hjort Frederiksen mener, at begge dele kan forekomme. - Der er mennesker, der har opgivet. Det er vigtigt, vi har nogle tilbud, der hjælper. Men der er også sagsbehandlere, der opgiver nogle personer. Sagsbehandlere, der siger, at nu gider vi ikke mere. Begge dele skal vi jo prøve at undgå.

Beskæftigelsesministeren mener, der har været eksempler på mennesker, der har været parkeret for længe på kontanthjælp. - Men er man er psykisk syg, alkohol eller narkomisbruger, kan det godt være, man drømmer om at ændre sin livssituation, men det er jo utrolig svært.

Målene for ”Ny Chance” er ambitiøse, siger nogen. Andre vil sige urealistiske. Men Claus Hjort Frederiksen mener, det er vigtigt at have et mål for det, man gør.

- Hvis der er grupper, der ikke kan komme i arbejde, og hvor det er håbløst, så har nogen ment, at der var en 25-30.000 på kontanthjælp, som vi bare skulle lade være i fred. At der ikke var nogen nytte at kaste sig over den gruppe. Personligt synes jeg, det er forkert. Man skal ikke lade mennesker gå, uden at gøre nogen for gruppen. Hvis folk er uden erhvervsevne, hører de altså ikke hjemme i kontanthjælpssystemet. Så må man sætte dem på førtidspension eller nogle andre ting, men det er uværdigt både for dem og på mange andre måder at lade mennesker bare gå i et system. I tv så jeg en historie fra Århus om en dame, der var gået 20 år på kontanthjælp, fordi hun ikke kunne få arbejde som arkitekt. Det er forkert. Jeg vil holde hårdt fast i, vi ikke bare skal lade mennesker gå passivt rundt. Der skal være et perspektiv i, at de kan komme ud. Undersøgelser viser, der også er bevægelser ud og ind af gruppen i gruppen af kontanthjælpsmodtagere, som de sidste 4 år i 80% af tiden har været på kontanthjælp. Derfor skal vi ikke opgive nogen, men i stedet gøre noget for dem.

Læs mere om initiativet på www.nychance.dk