Kære Bettina K. Mærsk m.fl.

Jeg har modtaget jeres henvendelse, hvor I spørger til to dødsfald på det tidligere Ringbo og beder om svar på, hvordan Socialforvaltningen vil sikre, at beboerne fremover får den omsorg og behandling, som de har ret til.

Jeg har ikke mulighed for at kommentere på konkrete borgersager og hændelsesforløb. Jeg vil derfor besvare jeres spørgsmål om, hvad Socialforvaltningen generelt gør for at sikre, at borgerne på vores bosteder får den rette omsorg og behandling.

Det er alment kendt, at borgere med sindslidelse lever 15-20 år kortere end gennemsnitsbefolkningen. Det er der mange årsager til. Dels kan livsstilsfaktorer som kost, rygning og motion spille ind, dels kan der være tale om misbrug, og endelig kan der være nogle barrierer for at opdage somatiske sygdomme i tide.

Som led i den generelle omsorg for borgerne arbejder Socialforvaltningen på at forbedre alle disse faktorer. Dels arbejder både botilbud og vores aktivitets- og samværstilbud med at fremme en sundere livsstil med mere motion, bedre kost og mindre rygning. Dels er der flere botilbud, der arbejder med at nedsætte medicinforbruget gennem motiverende samtaler og ved brug af metoder som eksempelvis nada-akupunktur. Hvilke metoder og fokusområder, det enkelte tilbud har, afhænger bl.a. af brugergruppen det pågældende sted.

Som en forsøgsordning i 2015-2017 har Socialforvaltningen ansat en speciallæge i almen medicin på konsulentbasis til at tilse beboerne på vores botilbud Sundbygård. Lægen tilser de beboere, der på grund af deres psykiske lidelse har svært ved at gøre brug af deres praktiserende læge.

Formålet med ordningen er at undersøge, om en fast læge på de socialpsykiatriske botilbud kan gøre en afgørende forskel for at opspore somatiske sygdomme blandt borgere med sindslidelse, og dermed forbedre den generelle sundhedstilstand og forventede levetid. Regeringen har afsat en pulje til fast læge på plejehjem. Socialforvaltningen har via KL arbejdet på at påvirke regeringen til at afsætte midler til at udbrede ordningen til også at omfatte socialpsykiatriske botilbud og botilbud for borgere med handicap. I forhold til medicinsk behandling af beboerne har Socialforvaltningen nogle faste procedurer for sikker håndtering af medicin. Der gives medicinundervisning i forbindelse med ansættelser, ligesom der gives opfølgende kurser. Det er et krav, at medarbejderne i forvaltningens tilbud følger Sundhedsstyrelsens vejledninger, herunder for modtagelse, opbevaring og udlevering af medicin. Der følges løbende op på, at procedurerne overholdes, bl.a. i form af sundhedsfaglige tilsyn.

Når der forekommer en utilsigtet hændelse i form af fejlbehandling, bliver det, som påkrævet, indrapporteret til Dansk Patient Sikkerheds Database (DPSD), ligesom der udarbejdes en kerneårsagsanalyse. Formålet med indrapporteringen af utilsigtede hændelser og kerneårsagsanalyse er at understøtte patientsikkerheden ved at indsamle, analysere og formidle viden om hændelserne og dermed skabe en systematisk læring af de utilsigtede hændelser både på landsplan og på den afdeling eller tilbud, hvor hændelsen har fundet sted.

Både botilbuddene og Socialforvaltningen tager utilsigtede hændelser meget alvorligt og arbejder løbende på at minimere risikoen for, at de forekommer. Samtidig er der et stærkt fokus på at sikre maksimal læring af de hændelser, der forekommer.

Endelig vil jeg nævne, at Socialforvaltningen sammen med Region Hovedstaden er i gang med et medicinpædagogisk projekt, der har til formål at understøtte, at borgere med sindslidelse får indsigt i og opnår medansvar og medindflydelse på egen medicin. Projektet sigter mod at reducere tvangsindlæggelser, genindlæggelser og sengedage og skal desuden bygge bro på tværs af kommune og region. Projektet kører i regi af Center Nørrebro fra 2015-2017.

Jeg håber, at I med min besvarelse kan danne jer et billede af, hvordan Socialforvaltningen arbejder med at yde den bedst mulige omsorg og behandling af de borgere, der bor på vores socialpsykiatriske botilbud. Vi har i hvert fald en fælles interesse i at sikre den bedst mulige indsats for borgerne.

Venlig hilsen
Jesper Christensen