Når sindslidelse opstår, rammer det individet som en naturkatastrofe. Et traume opstår, hvor livsviljen kæmper mod dødsdriften i kræfterne i det ubevidste. Jeg’et er ruineret. Det ubevidste truer med at tage magten. Det, som jeg’et havde opbygget, var kun en drøm, der brast. Det er den sindslidendes situation.

Det ubevidste trængte sig på og destruerede denne drøm. Dødsangsten opstår som individets drivkraft. Hvordan kan man bygge en ny tilværelse op, og hvad skal der til? Er det ikke bare et håbløst sisyfosarbejde? Hvilke evner er der at opbygge ud fra? Det ubevidste beviste jo at det, jeg’et havde opbygget, kun var en illusion. Men med den ruin må individet stille sig det spørgsmål, hvad evnerne og kræfterne rækker til?

Er man overhovedet noget værd som sindslidende? Man står jo ligesom med det ene ben i graven. Men man er nu kun noget værd i kraft af de sociale relationer, som man har. Kan man finde ud af at administrere dette som sindslidende, er man kommet langt.

Det gælder altså for den sindslidende om at opbygge et netværk af bæredygtige sociale relationer. Kun sådan kan man komme ud af mørkets kaos i sindet. Altså på med vanten – lær af lille Peter edderkop – at være et samfundsmenneske.