LAP står for Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere, der i dagene den 14. -15. marts 2015 holdt det årlige landsmøde, også denne gang på Hotel Svendborg.

Åbningstalen stod det socialdemokratiske folketingsmedlem Karen Klint for. I sin tale kom hun bl.a. ind på, at brugen af tvang over for indlagte patienter, skal mindskes.

Ligesom på alle andre landsmøder er der en del, der skal stemmes om, såsom justeringer af vedtægterne. De var dog få og små, og det er svært at se forskel på det nye og gamle.

Det eneste kontroverselle punkt var da man skulle i gang med en misstillidsafstemning mod et medlem af landsledelsen. Vedkommende havde nærmest ødelagt arbejdsmiljøet på samtlige landsledelsens møder det sidste år. Dertil havde vedkommende sendt meget negativt ladede e-mails på den fælles landsledelses e-mail. Han var ikke selv mødt op i Svendborg men havde ringet til en og sagt, at han trak sig fra ledelsen, men den gik ikke, mente dirigenten, vedkommende skulle selv have mødt op og sagt det. Nu kunne han altid sige, fx på mandag, at han IKKE havde ringet og trukket sit kandidatur. Et stort flertal af de fremmødte stemte for, at han skulle ud.

Men det var ikke ”tørre” og personlige afstemninger det hele. Om aftenen var der festmiddag samt dans til levende musik bagefter. Hele to orkestre spillede op til dans. Det første havde blues på repertoiret det andet mere blandet rockmusik, og det hele blev rundet af med natmad ved midnatstid.

Et roligt landsmøde når man ser på, hvad man har skullet lægge ører til førhen, fx. blev en ansat kaldt for ”hofnar” et utal antal gange, hans eneste kommentar var: ”det er lige før man skal have smudstillæg”. Hofnar-sigeren fortsatte med sit farverige sprog, og nu var det en af dirigenterne, der fik følgende at vide: ”Tag lige og luk øreklappene op!!!”, som blev råbt og skreget ind i mikrofonen med så voldsom kraft, at der blev helt stille blandt de ca. 100 deltagere. Folk var mere eller mindre i chok. Dirigenterne blev i øvrigt ved med at give personen ordet igen, på trods af hans skandaløse opførsel. På et andet landsmøde, var to ved at komme i regulært håndgemæng ved siden af talerstolen. Det endte med, at en kvinde blidt måtte puffe dem væk fra hinanden.

Landsmødet i år bevilgede 40.000 kr. til et konflikthåndterings- kursus, til den nye ledelse. Der var dog en del gengangere fra den gamle landsledelse, så nye skal ikke tages bogstaveligt. De 40.000 kr. bliver så taget fra medlemsaktiviteterne.

Hvis man skulle få lyst til at se åbningen af Landsmødet, kan det lade sig gøre, da LAP TV er startet op. De optog både Karen Klints åbningstale og et interview med hende bagefter. Det kan ses på LAP´s hjemmeside i den nærmeste fremtid.

Men som sagt, et roligt landsmøde som vi håber viser vejen frem.