Det er en lidt slukøret S., der skriver til jer her i aften, for jeg er sgu kørt sur i det.
Sagen er den, at jeg for 9 år siden mødte, hvad der skulle blive mit livs kærlighed, ”H”. – en smuk, smuk pige, 5 år yngre end jeg - jeg var 27 og H 22, og vi forelskede os stormende. En berusende affære, der, på mange måder, var de mest fantastiske år af mit liv; mit livs kærlighed.
Imidlertid sloges jeg, og slås, med skizofreni. En kamp-nederen sygdom, der æder af sjælen så metodisk, som sad man i en spirituel kødhakker, og den eneste måde, der er til at holde den i skak, er antipsykotisk medicin.
Kærlighed gør blind, og kærlighed er vanvid, og de to ting i komposition med skizofreni er en cocktail, der ofte ender fuldstændigt galt, og her var ingen undtagelse. 15 måneder inde i vores forhold beslutter vi, H og jeg, at tingene går så godt, at vi kan klare den uden medicin: Kærlighed løfter bjerge, og vi havde hinanden. Det var efteråret 2008.
Midt i december, i vores nye lejlighed - et stort og smukt hjem i Kolding, slår det klik: Jeg går amok i paranoide forestillinger og angst, og i min fjerne logik virker det som det eneste fornuftige at tage min kæreste, H, som gidsel, imens jeg selv ringer til politiet og siger, at jeg vil ha’ et TV hold ud, så verden kan forstå hvor sindssygt mit liv er. (Ikke det skarpeste move, men.. sådan er vanviddet).
4 timer og en anholdelse senere sidder jeg i en celle i Kolding arrest og dagen efter overflyttes jeg til psyk., hvor jeg er på den lukkede i halvandet år. 1’ste maj, 2010 får jeg så min dom: behandlingsdom til ambulant behandling på ubestemt tid.
De første fire år af den tid var massivt umulige - jeg isolerede mig, levede i døgndrift foran en computer - så ingen. Mit eneste netværk var en psykolog, der kom en time hver uge, checkede jeg ikke var død og gav mig mine piller, samt et ugentligt besøg til Irma’en hos den fordrukne kassedame i forretningen. I fire år var det, og et rod i lejligheden, der var så klamt, at… Det var, hvad jeg havde.
På et eller andet tidspunkt, her for omkring 2 år siden, gik det op for mig, at hvis jeg ikke kom UD, gjorde noget, så ville jeg dø sådan der.. Der skulle gøres noget, og vandreture blev min løsning: Massivt ubehagelige og grusomme vandreture i Jylland, i marts, i ensomhed, mens kriminalforsorgen konstant messede: ”Samfundets retfærdighedsfølelse” i staccato, når jeg forlangte min frihed.
Projektet lykkedes, med massive omkostninger - mit følelsesliv, der netop skulle beskyttes, er blevet flået fra hinanden. Jeg er begyndt at høre stemmer under stress, er blevet anhedon (at man ikke har følelsesmæssig resonans i sit indre - det kan forklares, som at ”følelserne er som at høre dem igennem en telefon” - man ved, de er der, og man kan fornemme dem, men man kan ikke mærke personen, der taler - alt er en ”klartone” med små udsving.), og jeg har ikke længere den ”sjette sans”, der altid har beskyttet mig..
Kort sagt: ja, jeg er ”blevet mere velfungerende”, i samfundets øjne, men det er på bekostning af hele oplevelsen ved at gøre noget.
For halvandet år siden tog jeg kontakt til en advokat, der tog min sag, fri proces, og dommen blev omstødt fra ”Behandlingsdom på ubestemt tid” til ”fem år fra den retssags dato”. Med andre ord, jeg er en fri mand 19. maj 2019. På det tidspunkt vil det være 11 år siden, jeg har lavet min overtrædelse.
Mit spørgsmål er, hvis der er overhovedet er noget spørgsmål - har nok mest brug for at komme af med noget damp og noget sørgmodighed, men.. er det ikke på tide, at man kalder nok, nok, og lader mig blive fri? Er det ikke der, hvor jeg har betalt den gæld til samfundet, de åbenbart mener, er værd at smadre så meget for at få? Hvornår er nok, nok?
Sidst, i retrospekt burde jeg nok være stukket af - have sparet penge op og være taget til Australien eller Sydamerika, men - jeg kunne ikke engang klare en opvask.. Resultatet er, at samfundet fik det, de ville ha’ - de sidste rester af mig, min sjæl og min sundhed.
Eller, på godt dansk: I fik hvad I ville ha’, I knækkede mig. Må jeg gå nu så?
