Hvad forventer vi af psykiatrien?

I morges gik jeg og tænkte på – hvad er egentlig brugerens forventning, når man søger hjælp i psykiatrien? Og som så ofte vælger jeg at tage udgangspunkt i min egen situation. Måske er den ikke retvisende for alle – men min fornemmelse er, at det faktisk er et meget godt bud på, hvad en stor mængde af brugerne forventer.

Man møder måske op med et kaotisk indre, kan ikke finde ud af, hvad der er hoved, og hvad der er hale. Hvor man skal begynde, eller hvor det vil være fornuftigt at ende. Har måske gjort nogle forberedelser hjemmefra. Jeg er parat til selv at skulle yde den største indsats, og så bliver jeg mødt af en behandler, der siger: ”Vi skal begge yde lige meget”. Med dette mente han blot, at du skal ikke forvente, at det er dig, som fylder mest i vores møder. Mit udtryk dækkede mere over, at nok er vi fælles om samtalerne, men når jeg kommer hjem, så er jeg igen alene om det hele. Jeg forventer ikke, at behandleren tager med eller dukker op jævnligt med råd og vejledning. Set i det store perspektiv, er det mig som bruger, der trækker det store læs.

Behandleren er en person, jeg kan sparre med, hente råd hos, få til at stille de spørgsmål, jeg ikke selv tænkte på. Eller som kan få mig til at tænke, før jeg handler. Billedet, der kom til mig i morges, var, at jeg var på et skib, hvor jeg var kaptajnen og så havde behandleren som styrmand, der måske en gang imellem tog over. Det var for mig typisk ved indlæggelser. Men ansvaret for skibets ve og vel er mit alene. Det er mig som sætter kursen, det er mig, der bestemmer farten, ligesom det er mig, der træffer beslutningerne.

Jeg kan hente råd og vejledning hos dig – som styrmand. Jeg kan sågar bede dig overtage styringen en gang imellem, men det er stadig mig, som sætter kursen. Det er stadig mig, der beslutter, hvor vi skal hen, og hvad vi skal have med.

Og sådan er det også i livet. Jeg skal selv som bruger finde ud af, hvad jeg vil. Hvorfor så inddrage en anden? Jo, behandleren er til for at hjælpe mig. Det er ikke mig, der skal hjælpe behandleren med hans problemer. At jeg er med til at sørge for, at han får smør på brødet – det er en helt anden historie Selvom psykiatrien taler om målsætninger og god behandlingsetik – så har det intet at gøre med, hvad mine mål er som kaptajn på mit eget skib. Hvis psykiatriens målsætninger er afstemt med mine mål, så er det, når de hjælper mig med at nå mine mål og sørge for ikke at synke undervejs.

Samfundet er som et søkort – at navigere der, er som at navigere i livet. Karen Blixen havde et af flere livsmottoer: “Det er nødvendigt at navigere”.

Psykiatriens behandling skal derfor være at lære os brugere at navigere i livet, således at vi ikke sejler op mod høj sø. Det handler ikke om, hvor meget eller hvor lidt tvang, medicin, antal bæltefikseringer etc. - dette er kun redskaber. Systemets valg af redskaber kan diskuteres. Men målsætningerne for mit liv ligger et helt andet sted. Og det er mig alene, som sætter mine målsætninger, psykiatrien kan så støtte mig i disse eller med kvalificeret modspil få mig til at ændre disse målsætninger. Psykiatrien må imidlertid aldrig blive den, der bestemmer målsætningerne.

Jeg ser søkortet som samfundet, og jeg ser alene psykiatrien som en kvalificeret hjælp til selvhjælp. De har misforstået opgaven i psykiatrien, hvis de begynder at sætte kursen på mit skib.

Hvor mon den psykiatri, jeg efterlyser, findes? Findes den overhovedet? Eller hvornår er psykiatrien gearet til at hjælpe mig?

Mon det bliver i år 2020 eller først senere? Kan jeg overleve uden psykiatrien? JA! Kan psykiatrien overleve uden brugerne? NEJ.