Overraskende god pjece om socialt udsatte og deres manglende sundhed.

Der er udkommet et hæfte, der fortæller om socialt udsattes sundhed og sygdom. Den har den meget rammende titel: ”Jo mere udsat - jo mere syg”

Over 54 sider er der et hav af statistikker, der fortæller om målgruppens sundhed. Det er symboliseret ved hjælp af søjler, og til sammenligning er der ofte søjler, der viser sundheden for alle danskere. Det hele er holdt i korte og præcise skemaer samt en skarp tekst, der fortæller om det. Jeg skal love for, man har skåret ind til ”benet”. Ikke noget med en masse sider med fyldord, hvor man breder sig over side på side, bare for at få det til at fylde noget. Et par eksempler fra hæftet på de marginaliseredes sygdomsbillede:

På side 17, kan man se, hvor mange der har mindre end 20 tænder i munden. 45 % for mænd og 38 % for kvinder. Gennemsnittet for alle danskere er henholdsvis 13 % og 13 %. Andel der ryger dagligt er 80 % for mænd og 72 % for kvinder. Gennemsnittet for os danskere er henholdsvis 25 % og 21 %.

Den type %’er er sigende for hele hæftet. Mænd er hårdere ramt end kvinder. Af andre eksempler kan nævnes: tørre tæsk, ikke komme i så meget bad som der er behov for, kroniske sygdomme samt KOL (rygerlunger).

Vi vidste godt, at de udsatte var mere syge og døde en del før gennemsnittet af danskere, det nye er, at der er kommet konkrete tal på, hvor slemt det står til. Det er virkelig blevet differentieret. Meningen med bogen er ikke at træde i det eller ”slå” dem i hovedet med de barske tal, men derimod en hjælp til det personale, der er sammen med dem, en hjælp til at puffe dem lidt i den rigtige retning. Ved at prøve at få dem til at drikke lidt mindre, ryge lidt mindre, gå lidt oftere til tandlæge, det kan man ved at ”puffe” til dem i dagligdagen.
Pjecen kan bestilles gratis eller downloades på Rådet for Socialt Udsattes hjemmeside: http://www.udsatte.dk. Det er dejlig konkret læsning, udover et hav af søjler er det kort beskrevet, hvori deres problemer består, samt eksempler på hvordan de er blevet behandlet i sundhedsvæsenet, og det er ikke altid lige godt. Nu siger jeg det på en pædagogisk måde. God fornøjelse med den til tider barske læsning.