Tanker på en 1. maj 2012, eller lidt om hvordan man vender en supertanker. Min kæreste og jeg er gået ned på Blågårds Plads. Datoen er den 1.maj og solen skinner fra en skyfri himmel. Vi er i godt humør. Vi har taget øl og peanuts med og nyder musikken, der larmer oppe fra den scene der er sat op til lejligheden.

Lisbeth smiler og griner. ”Hej” råber hun, en veninde fra Nørrebro Beboeraktion er dukket op sammen med sin mand. Andre veninder og venner kommer forbi, hilser og skåler. Alle er de tidligere og nuværende aktivister fra det dengang spirende og engagerede politiske miljø omkring Blågården. Jeg hilser selvfølgelig på Lisbeths gamle venner, men selvom jeg kender mange fra det psykiatriske miljø, møder jeg ikke en eneste. Jeg kan ikke lade være med at ærgre mig lidt og tænker ved mig selv, at det kan være svært at gøre psykiatrien synlig og nedbryde fordomme, hvis de psykiatriske patienter kun kommer i eksklusive miljøer, nemlig kun i de miljøer hvor psykiatrien i forvejen er synlig. ”Hvad er der i vejen” tænker jeg, ”har de det alle sammen dårligt i dag eller skyldes fraværet noget andet?”

Jeg får den tanke, at synlighed har noget at gøre med, at vise sig steder, man normalt ikke kommer. At synlighed er at skille sig ud og skabe kontraster. Jeg sender en tanke til det gamle Galebevægelsen og tænker på ham, der altid stod på hovedet. Hver gang jeg kom ned i bevægelsen, mødte jeg ham. Han stod altid på hovedet, og de andre lod ham gøre det, for sådan var han. Nu kunne han havde været god at ha’, her på Blågårds Plads. Måske ville han have været sine særheder bekendt, og måske ville de andre, som kendte ham, ha’ bakket op omkring hans projekt. At stå på hovedet. Min kæreste og jeg går videre over mod Fælledparken. Musikken spiller også her og folk er glade og venlige. Stemningen er god og jeg bliver lidt søvnig. Jeg slumrer lige et øjeblik, og da jeg vågner undrer jeg mig lidt over, at jeg kan sove i den larm. Talerne begynder og Villy og Helle giver den gas, med alle de fremragende tiltag den nye regering har foranstaltet.

Jeg lytter lidt sløvt på talerne. Ikke alene har min søvn gjort mig tung, men en tanke om ikke at være med lægger sig over mig. Jeg føler mig ekskluderet fra at deltage i debatten omkring samfundet, fordi jeg ikke deltager aktivt med at opretholde det. Jeg arbejder ikke, men får en pension, som andre må arbejde hårdt og længe for, at jeg kan få. Min pension skyldes at lægerne anså mig for uanbringelig i job og uddannelse. Men er det ok at tænke sådan, som jeg gør? Er det værste tankegods måske i virkeligheden de tanker, vi som patienter har om os selv? Er selvstigmatisering og følelse af utilstrækkelighed den værste fjende, vi har?

Jeg evnede ikke at leve op til de krav, som samfundet stiller til sine borgere og magtede ikke at honorere de krav, samfundet stiller omkring selvforsørgelse, og måske har en følelse af selvforagt sneget sig ind i mit sind.

For nogle år siden ville jeg ikke ha’ gået på Blågårds Plads, for at deltage i en demonstration. Min dominerende følelse var uønskethed og at være så anderledes, at det var skamfuldt. Når jeg ser tilbage, kan jeg i dag se, at det kun var i mit hoved, at jeg var anderledes, og at uønsketheden var min egen uformåenhed til at rumme mig selv. Psykiatriske patienter, unite! Der er ingen, der griner hånligt af dine lidelser, og der er også plads til dig, hvis du tør stå ved dig selv. Tilgiv dig selv alt det, du ikke magtede, og vend ryggen til dem der siger, at du ikke har nogen evner.

I Bibelen står der at til den, der har, skal der gives. Jeg tror, at der menes, at til den der har kærlighed, skal der gives kærlighed. For det er kærlighedens paradoks, at den ikke gives der, hvor den ikke findes i forvejen. Opgiv dit had til dig selv, for ingen har gavn af det, spring ud i at omfavne dig selv, selv om du måske er den eneste, der gør det.

Vaner og specielt tankens vaner er svære at ændre. Vi har ikke andet valg end at prøve at ændre vores syn på os selv, og hvad vi selv kan gøre.

God sommer.
Med venlig hilsen
Terkel Winther