LAP-Bladet har denne gang meget handlet om jubilæet og Landsmødet i Svendborg. Bagsiden er ikke nogen undtagelse – det er jo ikke hvert år man fylder 10 år! Jeg blev i sidste øjeblik bedt om at holde velkomst- og jubilæumstalen, da Karl Bach måtte melde forfald.

Jeg har flere særheder, som man måske kunne kalde specialiteter, egenskaber eller om man vil, evner. En af de vigtigste – eller måske den livsvigtigste, er at jeg lægger stor vægt på humor og benytter den, hvor og når jeg kan. Derfor måtte min tale også som grundelement indeholde en del humor – ikke på trods af de alvorlige emner, men netop på grund af de alvorlige emner.

Ligesom politik er for alvorligt til at overlades til politikere. Psykiatri er for mig så alvorligt, at jeg må bruge humor for overhovedet at holde det ud.

Så er det i øvrigt også et godt råd for at holde sine lyttere nogenlunde vågne og modtagelige for budskaberne. Man kan som journalist skrive til hovedet – altså hjernen - og til maven – det vil sige følelserne.

Hvis man dertil bruger humor, kan man være nogenlunde sikker på at blive hørt, og hvis der smiles eller grines også nogenlunde forstået. Med humor bruger man ikke kun hovedet, men man kommer helt ned i kroppen og rammer derfor dybere. Det var et rigtig godt Landsmøde som både startede og sluttede med humor…

Efter at alle de alvorlige emner var overstået på den sidste dag, lørdag, og stemmerne til valget af Landsledelsen var afgivet, blev der holdt kaffe/ryge og ”hvad man nu ellers kan finde på” pause. Da man mødtes igen i landsmødesalen, var stemmerne endnu ikke talt op og valget dermed ikke afgjort. En af de fremragende dirigenter – endda overdirigenten – Pernille Jensen begyndte, for at trække tiden ud til spændingen blev udløst, at fortælle psykiatrirelaterede vittigheder.

Det udløste en nærmest pjattet stemning - der gik regulært stand-up i forsamlingen! Den ene efter den anden trådte op med historier og spøgefuldheder, som i overvejende grad handlede om psykiatrien, dens brugere og medarbejdere. Det var som man siger i reklamerne: En helt ny fornemmelse! Så for første gang i LAP´s historie begyndte og sluttede Landsmødet officielt med humor og i smil. Flere landsmødedeltagere udtrykte et håb om gentagelse og at LAP brugte humoren mere i vores arbejde. Smilet viste sig også denne gang at være den korteste vej mellem mennesker. Ikke nok med det, under festmiddagen fredag aften holdt den anden, ligeså fremragende, dirigent Benny Lihme en inspirerende og improviseret tale, som også fokuserede på begrebet humor.

Nu har jeg altid ment, at humor er det man ikke har, når man prøver at definere humor… Men Benny fortalte bl.a. om de skizofrenes motto: Vi er flere end I tror!

Benny kom også ind på LAP´s første plakat, som også blev bragt i den første udgave af Medlemsbladet. LAP havde officielt fået lov til at bruge et filmbillede fra ”Gøgereden”, hvor McMurphy, spillet af Jack Nicholson, står med et satanisk grin og sprøjter vand mod behandlerne. Det er en pragtfuld film, som både har været med til at ændre psykiatri- og filmhistorien. Mange, måske overvejende psykiatere, kan ikke fordrage den, fordi de mener, at den især har givet psykiatrien et dårligt image og bl.a. gjort det sværere at rekruttere nye medarbejdere. Gøgereden havde under alle omstændigheder mange vanskeligheder med at blive til en film. Den var temmelig svær at finansiere. Stort set ingen troede på den, fordi man ikke kan lave en ”main-stream” film med det emne.

Kirk Douglas havde spillet rollen som McMurphy på teatret og havde rettighederne til stykket, men gav dem til sin søn Michael i den overbevisning, at han fik rollen igen. Michael Douglas blev producer på filmen, men mente at hans far var for gammel til rollen. Far og søn talte ikke sammen i over 30 år…
Bogens forfatter Ken Kesey mente, at han fik for lidt for filmrettighederne, men hans advokat mente sarkastisk, at når filmen blev en succes og pengene strømmede ind, ville han nok se den. Den fornærmelse gjorde, at forfatteren aldrig fik set sin store succes, inden han døde i 2001.

Kunst og psykiatri. Kunstnere og psykiatri. Disse tre begreber har gennem kunsthistorien ofte hørt tæt sammen. Indenfor malerkunsten, kan man blot tænke på Edward Munch, Van Gogh og mange andre. Salvador Dali havde det lidt anderledes. Han sagde at: Forskellen på mig og de sindssyge er, at jeg er ikke sindssyg.

Mange musikere kæmper med deres psyke, som Michael Falch fortæller andetsteds i dette blad. Mange skuespillere har også psykiske problemer, hvilket man kan læse om hver uge året rundt. En af mine yndlingsskuespillere er Kjeld Petersen, som også har diskuteret begrebet humor sammen med Dirch Passer i monologen ”Tømmerfl åden”.

De spillede også sammen i folkekomedien ”Vi er alle sammen tossede”, hvor Kjeld Petersen efter et ”torskegilde” – altså møde med skattevæsenet, bliver lettere vanvittig og efter at have kørt ind en fl ok elefanter, bliver indlagt på ”den lukkede”. Her bliver han overbevist om af de venlige behandlere, at elefanter går ikke på gaden i Danmark. Han skal gentage mantraet: Elefanterne var der ikke!

Problemet er blot, at han efter udskrivelsen støder på elefanterne igen. Cirkus Benneweis var i virkeligheden på sommerturné på hans hjemegn…

Kjeld Petersen havde privat store depressioner og psykiske problemer. Han fortæller i et interview, at ved sit første nervesammenbrud sad han blot i en stol og sagde:

Kør mig et eller andet sted hen. Kjeld Petersen fortæller videre: ”Jeg vågnede op i en hospitalsseng. Det første jeg hørte da jeg vågnede, tror jeg reddede mit liv. Ude på gangen gik en dreng og sang: Æh bæh buh – det er sjovt at være sindssyg. Æh bæh buh – man kan tidsnok blive rask…”

Osvald Helmuth havde også sin berømte monolog: ”Det er nerver alt sammen…! Osvald fortæller, at han har dårlige nerver og er nabo til sin læge – han er nær ve´ lægen… Han fortæller at han går til lægen, men på lægens dør står: Den næste dør. Men det ville han sgu ikke…

I denne monolog forekommer også et ægtepar, hvor konen elsker ost og manden drikker. Vi kender typerne… Han har hang til Hof. Hun har Høng til Camenbert.

Kys det nu, det satans liv, grib det, fang det før det er forbi…

Hav det godt og pas nu rigtigt godt på jer selv!

Kærligst
Michael