Om det er det bekendte held i uheld, ved jeg ikke, men et eller andet er det.

Jeg var løbet ”tør” for bøger, jeg ikke havde læst, så jeg gik ind på det værelse, der stå til ungerne, når de er hos mig, for at se om de havde ”glemt” en bog, der var værd at læse.

Det havde de ikke, men til gengæld faldt jeg over en lille bog, der var efterladt af en person, der boede hos mig i et stykke tid efter vedkommende var stukket af fra en lukket afdeling.

Bogen: Skjoldmø af Rita Naabye er en bog om hende selv, hendes kamp for at overleve som menneske, som kvinde, i et voldeligt ægteskab i 1950’erne, blive skilt, hvad ikke var let dengang, livet som enlig mor, arbejde med den kvindeundertrykkelse, der var dengang, ny ”ven”, ordet kæreste blev ikke brugt dengang, åbenbart. Men hun forfalder aldrig til ynk, selvmedlidenhed, åh hvor er det synd for mig, tværtimod er den fuld af humor, livsbekræftende historie, livet skal jo leves med det, livet giver.

At hun ender på en psykiatrisk afdeling gør intet at afsløre, for man undrer sig over, hvordan hun holdt ud så længe, som hun gjorde. Også her er den mærkelig i forhold til i dag, hun kommer ud stærkere end nogensinde før, endeligt gør hun op med det, de forskellige stoddere har udsat hende for. Lad en lille historie, hun citerer, stå som hendes eftermæle.

En vismand blev spurgt: ”Hvornår hører uretfærdigheden i verden op?”

Han svarer: ”Den dag, da de, der ikke bliver uretfærdigt behandlet, føler sig indigneret på andres vegne!”

Kan lånes/bestilles hjem på ethvert bibliotek.