Interview med ”Salla” (navn kendt af red.)

Dette er den første af de tre artikler, vi skriver om retspsykiatrien bag murene.

Nils Holmquist Andersen og jeg fik sidste år tilladelse til at interviewe udvalgte patienter og personale på SHH Retpsykiatrisk afdeling R4. De tre interviews er beskrevet som personernes egne oplevelser – vi har ikke haft ønske om at lave dybdegående journalistik, men ville bare gerne høre om deres egne oplevelser. Vi ankommer en kold mandag i januar og har lidt besvær med at finde afdelingen, men endelig lykkes det - og vi kan ringe på den aflåste dør. Det skal nævnes at denne afdeling er en åben retspsykiatrisk afdeling – vistnok den eneste på SHH – men alligevel er der forskellige døre, der skal åbnes af personalet. De indlagte har forskellige aftaler om udgang og de to mænd, vi besøgte havde da også en del frihed, som skal overholdes, hvis ikke denne skal inddrages.

”Salla” er 37 år og har i 2008 fået en behandlingsdom på 5 år, og her følger hans historie, der er fortalt i begyndelsen af januar 2015. Det er en utrolig, nærmest fiktiv oplevelse, han beretter om, og som altså har udløst en årelang fastholdelse i retspsykiatrien af Salla, der i 1997 sammen med sine jugoslaviske forældre kom til Danmark.

SÅDAN BEGYNDTE DET:

I 2001 blev Salla offer for en dansk voldsmand, som kom ude fra ind til nytårsaften ved en familiefest og overfaldt ham ved at perforere halspulsåren med en skåret flaske. Manden blev fundet flere uger efter og har modtaget en dom for overgrebet. Forvekslet, mener Salla, han er blevet af denne mand, som ikke hørte til familien – Salla viser os et stort operationsar. Voldsmanden gjorde Salla invalid i flere år, ligesom en del krævende operationer på Rigshospitalet gennem et år med intensiv genoptræning blev resultatet af denne ugerning. Bl.a. var højre arm og ben lammet - Salla var temporært blevet invalid, og modtog syge -dagpenge i en periode – men Københavns kommune ville ikke hjælpe ham videre. Som følge af ulykken fik han oveni en depression, som han modtog medikamentel behandling (antidepressiva) for – men kommunen ville ikke yde psykologhjælp. Set i bakspejlet fik denne hændelse den største betydning for det som senere skete.

Salla søger naturligvis erstatning for overgrebet (det vil kunne udløse en erstatningssum på 1 mio. kr.) og dette er nu i godt fem år stødt sammen med, at kommunen ikke ville give ham førtidspension. Retslægerådets afgørelse var en diagnose på formentlig ”paranoid skizofreni”. Erstatningssagen har kørt fra 2001 til 2008, og i denne periode har Salla klaret sig ved rengøringsjob og andet, og han fik senere kontanthjælp. I 2004 blev han nægtet førtidspension. Ingen arbejdsprøvning mens han var handicappet.

Hver 3. måned fik han en ny sagsbehandler, som intet godt førte med sig.

HVAD SKETE DER?

Salla er endnu ikke dømt for nedenstående – som han selv udtrykker det: ”Det er en retroaktiv indlæggelse (man aktiverer noget, der tidligere var gældende)” – men som Retslægerådet altså har bestemt. I 2008 bliver Salla sammen med syv andre mænd - i en større bil med tyske nummerplader - anholdt af politiet. Historien som han fortæller den er:

Den store vogn viste sig at bære på en hemmelighed; nemlig et større parti narkotika, der var ophængt under bilen. Altså en narkosmugling, som Salla intet anede om. Han var sammen med en skakven og de ville gerne køres til en klub, og føreren af bilen tilbyder vennen og Salla at køre med. Salla kendte ingen af de andre i bilen. Alligevel blev han ligesom sin skakven mistænkt for medvirken i narkosmugling og dette udløste for Salla en anbringelsesdom på max. 5 år.

Salla var jo allerede stemplet som psykisk syg efter voldsmandens overgreb - altså mange år inden anholdelsen - og han nu via en læge fejlagtigt var blevet erklæret for mulig ”paranoid skizofren”. Der har siden hen været to læger inde over, som var uenige om diagnosen. Salla har aldrig modtaget antipsykotisk medicin som behandling. Den ovennævnte diagnose er ikke blevet stadfæstet – og alligevel - det der kommer til at ske - gør forløbet på nu over 5 års ophold på retspsykiatrien SHH - endnu mere uforståeligt.

Under en senere retssag beder en dommer om to års forlængelse af behandlingsdommen. En ny beskikket advokat kommer til og bistandsværge bliver hans ex-kone, hvilket han først senere får at vide. I 2010 får Salla afslag på erstatningssagen, som altså har løbet i en lang årrække. Erstatningsnævnet er dog utilfreds med kommunens beslutning om afslag på erstatning. Der er i alle årene sket fejl på fejl fra bl.a. kommunens side, f.eks. kan kommunen ikke finde Sallas sag (tre gange er disse papirer forvundet) – skiftende advokater, undersøgelser hos lægen, psykologsamtaler, m.m. pågår. Papirerne sendes til psykolog, hvor ventetiden er et år.

Salla får tilbud om at få serbokroatisk psykolog, men der sker intet mens erstatningssagen starter op, og hvor der var mest brug for hjælp. – Men kommunen vil ikke indrømme, at der er sket fejl i retslægerådets afgørelse. Salla har ikke modtaget antipsykotisk medicin, og under opholdet på R4 har han heller ikke fået medicin. Over disse mere end fem års anbringelse på retspsykiatrien har Salla haft en eksemplarisk opførsel. Han har f.eks. fået stillet et helt værksted i kælderen til rådighed for sin ekspertise som finmekaniker af pc´er, tablets, ure og lignende, som han reparerer for personaler og indlagte.

Nils og jeg blev inviteret ned i værkstedet efter afslutningen af interviewet – sikke en orden der herskede der – og mens vi blev vist rundt, kom der flere og bankede på døren for at høre hvor langt deres indlevering af ”gear” var nået. Ingen tvivl om at dette arbejde/denne beskæftigelse gør det lidt mere tåleligt at udholde den lange ventetid. (Se foto!)

Artiklen her kunne blive meget, meget længere hvis vi skulle have hele Sallas beretning med. Vi kan kun håbe på, at denne meget ulykkelige sag snart får en ende og at Salla kan få sin berettigede erstatning og blive udskrevet.