MYGGEDANSEN

Myggene danser over søen
viljeløs er flokkens dans.
Bag smerten ligger styrken
min krop heles gennem tanken.

Beherskende smertens ro
i musklernes frie rytme
brænder jeg kroppen til aske
genskabes den i kærtegn og kamp.

Askesens enkle mangfoldighed
min tanke er tankernes tanke.
Vindens rytme i mit blod
Regnen forløser min krop.

Smilets løfte bærer lysets lys
Gør mig fri - og gør dig fri.
For kun myg danser i flok
evigt bundne af dansens lænker.

TRÆERNE

Egetræets rødder søger dybt fæste
fyrretræets rødder kan fæste sig om sten.
Bambus blomstrer kun hvert hundrede år.

Når storme raser
brækker egetræets grene
fyrretræet mister sine nåle.

Men bambus bøjer sig værdigt.
I stilheden efter stormen
står egetræet som en ruin
fyrretræet nøgent og tørt.
Men bambus viser igen sine blades ynde.