ForsideEn bog om det at leve med kronisk sygdom og handicap. Bogens 324 sider er tæt beskrevne, og det kan være en fordel at være bogligt godt begavet eller have en højere uddannelse – så får man ekstra meget ud af at læse den.

Kort fortalt handler den om de tanker - ofte negative - man kan have, når man lever med handicap; her tænkes der for det meste på fysiske handicap. Det er en meget filosofisk og psykologisk bog, der tager emner op som skam, skyldfølelse, depression, sorg, afmagt, identitet, selvbillede og selvværd. Disse emner, bliver der filosoferet over, f.eks. skriver Helga Døssing Hansen på side 19: ”Men hvad er det egentligt, der sker med et menneskes identitet, når kronisk sygdom eller handicap er en fast bestanddel af ens livsvilkår?” Svaret står længere nede: ”Det er min opfattelse, at mange, når sygdommen eller handicappet rammer, kan opleve en identitetskrise og have svært ved at finde en passende definition af, hvad sygdommen eller handicappet egentlig gør ved deres identitet”.

Man kommer rigtig godt omkring alle de aspekter og tanker, der følger med at have et handicap. Tilbagetrækning, isolation - altså at man holder sig for sig selv, fordi man ved man er anderledes på en ikke positiv måde. Aggression mod sig selv eller andre, ses hyppigt - altså det at handicappede kan have megen vrede og surhed imod andre, især det offentlige system. Bogen er solidarisk over for handicappede, hvilket eksempelvis kan ses på side 168, hvor to kvindelige psykologer skriver, om hvad samfundet efterlyser: ”Hvor man hele tiden efterspørger det perfekte, dem der kan løbe hurtigt hele tiden og altid er effektive, har kontrol over deres liv, er uafhængige af andre, er smukke, begavede, potente osv.” Det billede er der ingen, der kan leve op til - mindre kan også gøre det - men i og med at man opsætter et ”glansbillede” af de andre, vil man som handicappet ikke føle det så slemt, når man ikke kan leve op til det. Det ”glansbillede” er for langt væk, så at sige.

Den bedste passage i bogen efter min opfattelse, står på side 169 i det afsnit, der handler om at finde kærester: ”For det er jo personligheden og udstrålingen hos den anden, som er mest afgørende for, hvem man forelsker sig i, ligesom det gælder den modsatte vej!” Bogens råd og budskab er, at man selv skal tage sin sygdom og sit handicap med en positiv indstilling, så det kan træde i baggrunden. Derved undgår man at handicappede får for megen opmærksomhed. Hvis man selv fokuserer på handicappet, kommer det i forgrunden, både hos en selv og hos andre. Så lad være med at tale om handicap og sindslidelser. Bogen er interessant for folk, der selv har handicap eller er pårørende til omtalte gruppe. Den røde tråd er de tanker og følelser samt udfordringer og problemer, man kan komme ud for som handicappet. Mange forfattere har bidraget til denne bog: Bagerst er der et forfatterregister, der består af cand.theol., cand.pæd. psyk., o.l. - alle med en høj boglig uddannelse, som det tydeligt fremgår af teksterne.

FORLAG:
Unitas på Frederiksberg
Sider: 324
Pris: 249,- kr.
Bogen kan bestille hos forlaget,
www.unitasforlag.dk