Horsens den 13. 12. 2010.


Søndag den 5. 12. 2010 mistede jeg min elskede kæreste Anne Margrethe, efter hun sørgeligt havde valgt selv at forlade denne verden.

Vi mødte hinanden på LAP’s sommerlejr i Juelsminde i 2009 – og man kan vist godt sige, at det var dybtfølt kærlighed fra første færd.

I sommers kom Anne også med i Lejrgruppen og var bl.a. med til at arrangere gåture og dans. Hun var utrolig afholdt af alle og skabte en harmonisk og kærlig stemning i alle de sammenhænge, hun deltog i.

Vi valgte begge at trække os ud af lejrgruppen, men havde en mulig plan for at være med som almindelige deltagere til næste år – ved siden af, at vil ville tage på vandretur i Norge.

Desværre har jeg nu på tragisk vis mærket, hvad der kan følge i kølvandet på psykisk sygdom og manglende behandling og omsorg fra psykiatriens side – og det vil helt sikkert være i Annes ånd, at vi fortsat kæmper for en retfærdig behandling af sindslidende.

Jeg vil gerne takke alle i Sommerlejrgruppen + LAP’s sekretariat for opmærksomheden (via Inger), ved Annes bisættelse. Vi nærmeste tog en vandretur ud til kirkegården og så det smukke blomsterhav med en skyfri og frostklar himmel. Det var særdeles iøjnefaldende, hvordan det blå og orange bånd fra LAP nærmest lyste op blandt alle de hvide bånd.

TAK – OG ÆRET VÆRE ANNE MARGRETHES MINDE.: