Foråret er kommet, og vi håber, du er klar til landsmødet, glæder dig og har lyst til at være en del af fællesskabet i LAP. Vi kæmper for at gøre vor indflydelse gældende på alle områder, som vedrører psykiatribrugere direkte og indirekte, såvel medlemmer i LAP som andre.

Desværre oplever vi, at kommunerne mange steder prøver at spare for meget, hvilket også går ud over os, måske fordi de ikke kan forstå, at de på langt sigt kan spare ved at sætte ind tidligt og ved forebyggelse. Det virker som om, de mener, at det er nemmere, hvis vi bliver indlagt, men alt bliver prøvet i deres spareiver, det bliver så nok en større udgift på langt sigt, men et gammelt ordsprog siger: ”man skal lære så længe man lever”, dette gælder vel også kommuner og regioner. Nu har regionerne lært, at de skal tage os brugere med på råd, så lærer kommunerne det vel også snart.

Vi kan se tilbage på et LAP år, hvor samarbejdet i landsledelsen har fyldt meget. Landsledelsen har ikke haft nogen udskiftninger i løbet af året. Det er første gang i LAP´s historie. Det virker som om, at det indre samspil har medvirket til at holde fanen højt, og især har vi på mange fronter styrket vores samspil med de øvrige aktører på psykiatri-området og har fået sæde i flere følgegrupper og senest medvirket i en gruppe omkring udarbejdelse af en række anbefalinger på retspsykiatriområdet.

Rapporten omhandler bl.a. mulige tiltag, der kan gøres for at øge sikkerheden på retspsykiatriske afdelinger og forhindre, at patienterne stikker af. Der er tillige blevet plads til nogle anbefalinger, som faktisk kunne medvirke til at skabe bedre recovery. Desværre er det ikke lykkedes at få fastholdt, at midlerne til disse forbedringer ikke må tages fra den almene psykiatri. Dog kan man fortsat håbe, at politikerne vil finde alternative finansieringsforslag.

Det er nu endeligt slået fast, at ”Det Sociale Netværk af 2009” er et møde- og samarbejdsforum, men ikke en paraplyorganisation, blandt frivillige organisationer på psykiatriområdet. LAP vil derfor fortsat være den organisation, som repræsenterer brugerne og selv udpeger repræsentanter til råd, følgegrupper og lignende i regioner og på landsplan. Det lykkedes at afholde endnu et ”topmøde” i samarbejde mellem Det Sociale Netværk, Danske Handicaporganisationer og Landsforeningen af Fleks- og Skånejobbere, LAFS. Hvor man tydeligt fik vist, hvor dårlige man er til at sikre psykiatribrugere hjælp og støtte til at klare jobsituationen, medens mange med fysiske handicaps får en særdeles massiv støtte, der gør dem i stand til at arbejde, selv med endog store handicaps.

Mon snart det lykkes for politikere og embedsmænd at få øjnene op for de store arbejdsresurser, som tabes på gulvet, og de mange mennesker, som får et liv med nedsat livskvalitet på denne konto.

I en tid, hvor der er tendens til på sigt at blive mangel på arbejdskraft, kan man jo håbe, at samfundsudviklingen vil være med psykiatribrugerne og skaffe dem den relevante hjælp og støtte.

På landsmødet er der lagt op til et gruppearbejde, hvor vi spørger medlemmerne om, hvad det er I synes, det er vigtigt, vi arbejder med i næste LAP år, og hvor I vil hen med LAP, så Landsledelsen kan få nogle gode input til arbejdet udover de følgegrupper og høringer, hvor vi politisk arbejder på at få indflydelse. Minikonferencerne på landsmødet vil i år alle handle om stigmatisering og det er med stor glæde, at vi har fået Johanne Bratbo – projektleder i ”Landskampagnen mod Stigmatisering” - til at holde oplæg på landsmødet. Efterfølgende vil vi bruge minikonferencerne til at fordybe os i, hvordan stigmatiseringen finder sted i henholdsvis medier, mødet med systemet og i relation til arbejdsmarked og uddannelse.

Vi vil i det kommende LAP-år prøve at samle vores energier om færre temaer og håber dermed at skabe mere synergi og enighed på alle planer i LAP.