Som altid bliver livets, menneskehedens og tidens store spørgsmål stillet her på bagsiden...

Jeg har siden sidst – og næsten siden jeg blev født, stillet mig selv – og andre som gad høre på det spørgsmålene: Hvad er meningen? Hvad er meningen med livet? Hvad er meningen med det hele?

Men for at gøre et lang historie kort, er status, at jeg endnu ikke har fundet det endelige svar...

Til gengæld er jeg blevet forvirret på et højere plan. Jeg har dog ikke givet – helt – op. Jeg har en del bud på det – også mange flere end de 10. Blandt mine sørgmuntre helte og forbilleder er Storm P. Han sagde de evigt gyldige ord om livets prioriteringer: Hvad mener du om verdenssituationen? – Ingenting. Jeg har fået noget i øjet. Et andet hint om Storm P.´s livsfilosofi er det tobindsværk, som er skrevet om hans liv og gerning. Den første bog hedder: Livet er en cirkus. Den anden: Livet er en gåde. Den første titel hentyder til hans forkærlighed for cirkus og skæve eksistenser. Han siger et sted, at livet er en cirkus. Man går rundt i manegen. Bukker og går ud. I en anden cirkushistorie spørger han: Er det ikke latterligt at være klovn? Hvortil klovnen svarer: Nej, ikke når man véd at man er det! Den lader vi lige stå et øjeblik…

En af nutidens aktuelle personligheder er den hurtigt-snakkende og endnu hurtigere tænkende studievært Clemens Kjersgaard. Jeg stod engang i tidernes morgen på Brede Museum i samme i kø som hans far, historikeren og ligeledes tv-personligheden Erik Kjersgaard. Som jeg husker det, var han sammen med en ung smuk kone og deres lille barn. Det fik mig til at stille et andet uundgrundeligt spørgsmål: Hvordan kan en lille tyk, ældre mand få sådan en bedre halvdel? Jeg fandt ikke svaret dengang. Men når det kunne ske, var der måske håb for menneskeheden – nærmere betegnet mændene. Livet er forunderligt. Eller også er det også et spørgsmål om karisma, charme, selvtillid og lækkert hår. Det sidstnævnte ville jeg nu ikke mene at Erik K. var i besiddelse af. Clemens Kjersgaard har siden sidst modtaget Den Danske Publicistpris 2011. Jeg er medlem af det selskab, som uddeler prisen og lyttede til hans mildt sagt engagerede takketale og store kritik af medierne og pressen i Danmark. Har vi de medier vi fortjener i Danmark? Hans begrundede svar er nej, og det må vi gøre noget ved!

Jeg er helt enig og påtager mig det tunge ansvar at forsøge at gøre mit lille bidrag til en bedre verden. Clemens opvarmer af og til før sine udsendelser med, at man kan stille ham spørgsmål om alt mellem himmel og jord. Han har nemlig svaret på alt...

Jeg var engang med til at stille ham hovedspørgsmålet i denne lille klumme: Hvad er meningen med livet? Efter ca. 30 sekunders tavshed svarede han: At være til stede...

Trofaste læsere af denne klumme vil vide, at jeg dristede mig til den uforsigtighed at forudsige, at statsminister Lars Løkke Rasmussen udskrev valg til foråret. Trofaste iagttagere af dansk politik vil vide, at dette ikke er sket – og sikkert ikke vil ske før til efteråret. Dertil er så at sige, at jeg var en af de første som fremsatte påstanden og siden fulgte næsten alle uden undtagelse efter. Klummen var skrevet længere tid før den blev udgivet pga. trykkefrist og distribution. Jeg vil dog i al beskedenhed skynde mig med ikke at påstå, at kommentatorerne blev overbevist af min klumme her i LAP-Bladet. Dertil er der endnu skræmmende få, som læser dette organ. Nu er der det forhold med de stadigt flere politiske kommentatorer - og meteorologer i øvrigt, at deres bestemmelse i verden er først at forudsige, hvordan politikken, fremtiden og vejret vil komme til at se ud – og bagefter ligeså kompetent og seriøst forklare, hvorfor det alligevel ikke gik sådan...

Endnu et forsvar fra min side: Jeg/vi kunne godt have haft fuldkommen ret! At statsministeren havde planlagt at udskrive valget til foråret, men så kom der noget i vejen. Han lagde stærkt ud i nytårstalen med krisebevidsthed og den nødvendige politik. Meningsmålingerne gik godt, men så ændrede verden sig...

Ting skete og bl.a. trådte tre kvinder forkert. Udenrigsminister Lene Espersen gik af som formand og den ligeledes konservative formand for folketingsgruppen, Henriette Kjær, gik også af under stor mediebevågenhed. Senere slukkede integrationsminister Birthe Rønn Hornbech fra det andet regeringsparti Venstre for mikrofonen og skabte dermed så stor medieopmærksomhed, at nye og mere graverende ting blev fundet frem. Dagbladet Informations journalister, som var dem der fra en svag start kørte sagen, siger selv, at det var mikrofonslukningen, som blev det momentum, der fik sagen til at rulle. Et afgørende budskab er at synlighed er eksistens. Medieopmærksomhed er alt. Det ikke at ville sige noget, kan være netop det, som sætter snebolden og lavinen i gang. Således er statsministeren presset til at vente med at udskrive valget til bedre tider – og håbe at de vil indfinde sig inden november 2011...

I øvrigt har fhv. udenrigsminister og næsten statsminister Uffe Ellemann-Jensen næsten lige udgivet endnu en erindringsbog med titlen: Nu gik det lige så godt, men så gik verden af lave. Storm P. ville måske have sagt noget i retning af: Det gik ikke, som jeg havde ventet. Men det havde jeg nu heller ikke ventet…

Endelig vil jeg da ikke undlade at komme ind på at en anden af denne klummes gengangere atter er aktuel – Dirch Passer. Det er godt 30 år siden, at Dirch døde bag fortæppet til Tivolirevyen en septemberaften 1980. 54 år gammel. Der er netop udkommet en begavet bog om makkerparret Kjeld og Dirch. Snart kommer en film med en af hans nærmeste venners søn i hovedrollen som Dirch. Det er Preben Kaas’ søn Nikolaj Lie Kaas, som skal forsøge det næsten umulige. Nikolaj L. K. havde i øvrigt i forbindelse med sit gennembrud hovedrollen i en tv-reklamefilm mod tabuisering af psykisk syge.

Det var i den såkaldte tabukampagne, hvor situationen i reklamen var, at han mødte en anden i Købmagergade, som spurgte til, hvorfor kæresten ikke var med. Svaret var, at hun brugte briller! Det var provokerende ment og ganske sat på spidsen, men budskabet var at ligestille fysiske som psykiske sygdomme og lidelser. Alle budskaberne sluttede med ordene: ”500.000 har det inde på livet. Endnu flere undgår emnet”. LAP var ikke med i kampagnen, da den løb af stablen i begyndelsen af 1999 og LAP blev først stiftet senere på året.Jeg var formand for BUPS, som var en af de fire organisationer, der stod bag kampagnen, som i omfang svarede til 10 millioner kr. Det var mange penge dengang...

Jeg mødte Nikolaj Lie Kaas den aften han havde premiere på Det Kgl. Teater og fik sit egentlige og store gennembrud. Han havde hovedrollen i stykket ”Det er en skam hun er en mær”, af en af Shakespeare´s samtidige. På hans livs helt store aften sad vi i omklædningsrummet efter premieresuccesen, og alligevel talte vi om, hvor glad han var for at kunne gøre noget for det vigtige i at gøre det mere naturligt at tale om psykiske lidelser. Endelig har der for nylig været premiere på Nørrebros Teater på forestillingen Kjeld og Dirch – En kærlighedshistorie. Her spiller Jonathan Spang, Kjeld Petersen og Anders Matthiesen, Dirch Passer. Jeg så den til en forpremiere og har, når dette skrives, endnu ikke nået at se anmeldelserne. Jeg er måske ikke den rigtige at spørge, men jeg føler desværre ikke, at forestillingen blev forløst.

Der er adskillige lysende glimt af det helt rigtige og ægte. Som da de svæver rundt i rummet med den indlysende lethed, det føles, når man rammer gnisten. Når man, som H. C. Andersen siger det, glemmer sig selv i andre. Når man føler uendeligheden. Som i Michelangelos loftmaleri i Det Sixtinske Kapel om skabelsen, hvor de to hænders yderste fingerspidser lige akkurat er ved at mødes.

Jeg vil ikke anmelde forestillingen yderligere, men i stedet rose for forsøget. Man skal forsøge det umulige...

Jeg vil i stedet benytte mig af min poetiske frihed og her og nu kun tælle de lyse timer, mens jeg endnu en gang tænker på Storm P.: ”Jeg kan godt tegne mennesker, så det ligner. Men det nænner jeg ikke…” Jeg vil ride videre og påtage mig min umulige drøm. Jeg vil ride videre for at kæmpe mod virkelige og indbildte vindmøller. Jeg vil som Don Quijote drømme den umulige drøm...

Til sidst en stor og varm hilsen til Steffen Brandt fra TV2 med tak for de første 30 år med musik og tekster om at kysse det satans liv - og et godt råd til de, som har mod og kræfter til at gøre det: Hvorfor mure sig inde, når man kan more sig ude…

Kys det nu, det satans liv, grib det, fang det før det er forbi…

Hav det nu godt og pas rigtigt godt på jer selv!

KÆRLIGST MICHAEL