Der skrives og vises i medierne de værste historier om psykisk sårbare. Tit og oftest om hvordan systemet har svært ved at hjælpe dem. Det største problem er nok samfundets uvidenhed om det, som reelt foregår under behandlingen. Det være sig på hospitaler og andre typer behandlingssteder.

Mange har desværre den holdning, at psykisk sårbare indlægges på afdelinger, som passer til deres problem, at de så har alle muligheder for at få et rigtig godt liv bagefter. Det må systemet tage sig af.

Systemet er bare alle i samfundet. Alle har et ansvar for at behandle hinanden på en ordentlig måde. At titulere hinanden med sygdomsbetegnelser fra første færd, hvis det ikke ønskes, er det værste. Et navn har vi alle sammen. Det kunne bruges i stedet for. Diagnose-nummer og betegnelser fører til én ting. Stigmatisering og især troen på håbløshed. Psykisk syg er en betegnelse, som rummer meget stigma. At have en psykisk diagnose er ikke det samme som at være en diagnose. Har vi hørt om en person som 100 % identificerer sig med udelukkende at være syg?

Hvad kunne gøres bedre?

Sandheden er ofte bosteder og behandlingssteder, hvor pacificering med megen psykofarmaka, evt. trusler om langvarig indlæggelse ikke fører nogen vegne hen.

Hvad med at bruge de dygtige eksperter, både fra Danmark og udlandet, som har alternative løsninger? Dem findes der en del af. Gøre de steder med megen succes i deres behandling til store eksempel for, hvordan andre kan gøre det bedre.

For politikere og eksperter bruger tit deres magt og medier til at påvirke borgerne. Historierne, som fortælles om de sårbare, er for det meste skræmmende. Selv om der findes mange historier om helt almindelige sårbare, som lever et liv, som de er tilfredse med, og har det godt med deres omgivelser, hører vi sjældent om dem.

Behandlinger på hospitaler og institutioner er hovedsageligt baseret på piller, piller og atter piller. Gode alternativer, som i udlandet er fundet egnede, er her i Danmark ofte gjort til grin. Måske fordi det kan belaste medicinalindustrien. Udover at forskning kan tage skade af at pengene hovedsageligt kommer fra medicinalindustrien. Det, der giver styrken i øjeblikket, er viden om den kreds af mennesker, som gør et kæmpearbejde. Mennesker ansat i systemet der gør en stor indsats i forhold til at give håb om det gode liv.

Jeg har en uddannelse som pædagog. Både før, under og efter min uddannelse har jeg oplevet et område, som på mange måder halter. Stigmatiseringen finder sted, og meget i det socialpædagogiske område er en fortsættelse af det psykiatriske behandlingssystem. Det samme gør sig gældende inden for andre socialfaglige områder. Med personale som er udbrændt og måske skulle finde sig et nyt arbejdsområde. Institutioner hvor personalet kun ser på klienter med det begrænsede syn, den enkelte har.

Der er behov for, at de steder, som har alternative metoder - som giver bedst resultater, breder sig ud over landet med de gode erfaringer, de har høstet.

Der er håb.