At behandlingsgarantien til psykisk syge skal gælde indenfor 2 måneder, ellers må det offentlige betale for privat behandling, er en styrkelse af psykiatribrugeres rettigheder.

Der mangler konkurrence i behandlingen af psykisk syge, og den personalemangel vi ser på landets psykiatriske afdelinger, kan skyldes at faget ikke er opdateret og dermed attraktivt for nye læger. Ved at lade private komme til fadet i behandlingen af psykisk syge, vil der forhåbentligt også komme nye boller på suppen, som f. eks. medicinfrie afdelinger, og alternative behandlingsmetoder, frem for de tunge, konventionelle tvangsforanstaltninger med elektrochok og kemisk fastbinding til følge. Som man ikke nødvendigvis bruger i andre lande, som blandt andet Finland og Italien.

At behandlingsgarantien kun dækker over de alvorligste diagnoser, er for ringe. Alle folk med sår på sjælen skal kunne komme i behandling. LAP ønsker en udvidet behandlingsgaranti, der indebærer at den enkelte får mulighed for selv at vælge mellem lægelig, psykologisk eller psykosocial behandling. En sådan behandlingsgaranti vil imødekomme mange psykiatribrugeres behov for andet end medicinsk behandling og også mindske presset på den i forvejen pressede hospitalspsykiatri.

LAP ser frem til at behandlingsgarantien indføres, og glæder sig over den politiske opbakning hertil.

Med venlig hilsen
Nils H. Andersen