§ 3. Ved afgørelsen af den enkelte sag består det psykiatriske patientklagenævn af 3 personer: vedkommende direktør for statsforvaltningen eller ansatte, som direktøren har bemyndiget hertil som formand, et medlem beskikket efter indhentet udtalelse fra Lægeforeningen samt et medlem beskikket efter indhentet udtalelse fra Danske Handicaporganisationer eller en tilsvarende beskikket stedfortræder for et medlem.
Stk. 2. Statsforvaltningen varetager det psykiatriske patientklagenævns sekretariatsopgaver og afholder udgifterne ved nævnets virksomhed, herunder vederlag til nævnets medlemmer og stedfortrædere.

Kommentarer:
I dag beskikkes et medlem af Danske Handicaporganisationer, det er SIND som via sit medlemskab af DH som har eneret på denne udpegning. Igennem en årrække er der dannet en lang række nye foreninger på psykiatriområdet og det har ved flere lejligheder vist sig at disse i højere grad varetager brugernes interesser end SIND, der både har pårørende, behandler og psykiatribrugere i deres kreds.

I og med, at brugerne efterhånden har opnået status som en fagekspertgruppe for sig selv virker det forkert, at denne gruppe ikke er sikret et sæde i patientklagenævnet. Det virker ikke hensigtsmæssigt, at det 3. udvalg af patientklagenævnet tillige risikere at være en fagligt uddannet person uden brugerbaggrund.

Det er derfor vores holdning, at man bør finde en anden måde, at udpege en person på, som tilgodeser at denne har brugerbaggrund. Vi mener at LAP som kun repræsentere folk med egne erfaringer inden for psykiatrien, helt naturligt burde være en del af Patientklagenævnet.

§ 9. Patientrådgiveren skal så vidt muligt være til stede ved klagens behandling i nævnet, jf. lovens § 24, stk. 2, 3. pkt. Det samme gælder for den læge, der har besluttet det tvangsindgreb, der klages over.

Kommentar: Det skal føres til referat, hvorfor patientrådgiveren såvel som lægen ikke er til stede, hvis dette er tilfældet. Faktisk burde det være en pligt for patientrådgiveren, at være til stede ved sagens behandling.

Kommentar generelt:
Patient bør tilbydes hjælp og støtte fra patientrådgiver til at udfærdige en klage.
Der bør gives mulighed for at 3. part kan klage anonymt. F.eks. en medpatient, pårørende eller personale.

Med venlig hilsen

Ulla Asmussen, Hanne Wiingaard, Bo Steen Jensen og Steen Moestrup
Medlemmer af Landsledelsen
LAP – Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere