Ved gennemlæsning af den ret omfattende rapport er der en ting der slår læseren. En ting som vi i LAP- Landsforeningen Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere må påtale på det kraftigste, nemlig den totale mangel på registrering af brugerens oplevelse af ordningen. 61 % forløbene afsluttes nemlig uden resultat.
Det kan undre at der er tendens til, at resultaterne er dårligere jo mere kontakt der har været til det offentlige.
At over halvdelen af situationerne afsluttes på under 10 møder og forløb under 78 dage.
Og at der på disse kortere forløb bliver der dårligere resultater.
Det er også beskæmmende for kommunernes oplysningsmetoder at kun ca. 22 % henvender sig selv for at få hjælp af ordningen.
Dette tyder på, at ordningen er for dårlig, der er for mange nitter i mellem, om det skyldes dårlig kemi mellem brugere og SKP´er eller simpelthen, at SKPernes måde at arbejde på/metoder er forkerte og det er derfor de falder igennem i deres kontaktforsøg.
Kan dette skyldes at man i for højere grad prøver at ændre folks mønstrer, end at forstå dem og udpege årsagssammenhæng, som kan anvendes til at finde kernen i problemerne, frem for at man prøver at ændre en adfærd, der er betinget af nogle årsager, som man ikke finder eller leder efter og dermed heller ikke kommer helt ned i hvor problemet egentlig har sit udspring.
Hvorfor mange brugere vil opfatte at det blot vil være til besvær for dem, at have SKP´erne rendende. Faktisk vil betyde en øget belastning i en i forvejen belastet livs situation.
Det er svært for andre mennesker, at forstå hvorfor man bygger sin adfærd op som man gør og faktisk kan der først skabes adfærdsændringer, når man forstår årsagerne og de sammenhænge, der ligger til grund for disse. Og det opnås altså ikke gennem kortere samtaler og besøg, hvor man snakker sammen en times tid. Hvilket er en primær metode i arbejdet.
Lav noget sammen, test hinandens metoder og grænser på lige fod, så vil man opklare og forstå, hvad der egentlig er bag facaden på personerne. Og undgå en hver form for omklamring og bedreviden i evt. omsorg.
Desværre syntes det i en del af kommunerne stadigt svært at se personerne som hele mennesker med behov for hjælp, og ikke som en grå unuanceret klientmasse.
Hvilket ses af kriterierne for matchningsprincipperne som disse fremgår at div. grafer. Og faldet i anvendelsen af matchning er heller ikke prisværdigt.
Fakta som vi, via vores medlemmer er i besiddelse af, viser også at telefon kontaktmulighederne ikke svarer til de i lovens bemærkninger anbefalede.
Vi finder det også problematisk at en del kommuner har valgt ikke at bruge § 99, og kun vil bruge § 85, dette forårsager at mange sindslidende bliver afvist, og ikke opnår at få støtte, da denne paragraf kræver at man bliver visiteret, og kræver at der føres journal, dette kan også være grunden til at der er hurtigere afslutning.
Mange kommuner bruger kun § 99 til hjemløse og misbrugere.
Generelt syntes vi i LAP ikke at ordningen bliver den brobygnings mulighed som er indeholdt i lovens intentioner. Mange kommuner roder begreber som Bostøtte og SKP sammen eller direkte undlader at udmønte loven i særskilt SKP team, adskilt fra Omsorg- og myndighedsafdelingen,
Utrygheden ved at der bliver skrevet journal, eller man bliver registreret i modstrid med lovens tekst og ånd kan også være årsag til de få succeshistorier. Den gruppe der er målgruppen her, er ekstrem sårbar, overfor tiltag der ligner kontrol. Det bør indskærpes kommunerne.
Venlig hilsen
Hanne Wiingaard, Bo Steen Jensen og Steen Moestrup
Medlem af Landsledelsen i LAP
